Emily Gantriis kom i to finaler ved World Cup i Ungarn

Emily Gantriis kom i to finaler ved World Cup i Ungarn

Super sæsonåbning for Helsinge-svømmere

Emily Gantriis opnåede fine resultater ved World Cup, og herhjemme førte Helsinge Svømmeklub sig frem ved de sjællandske kortbanemesterskaber

Emily Gantriis åbnede sæsonen flot ved Word Cup-stævnet i Ungarn. Først svømmede Emily sig i finalen på 50 fri, og med en super tid sluttede hun på en ottendeplads i det stærkt besatte stævne, som rummer verdensstjerner, der for manges vedkommende er medaljetagere ved verdensmesterskaber og ved OL. Søndag stod den på favoritdistancen 100 fri, og her blev det i finalen til en syvendeplads i tiden 56,39 efter indledende at have svømmet i tiden 56,0 sekunder.

Helsinge Svømmeklub har også sendt udøvere afsted til de sjællandske kortbanemesterskaber for junior og seniorsvømmere. Frederik Junker Neldeberg svømmede sig i finalerne i både 50, 100, 200 bryst samt i 100 medley. Den bedste placering blev en femteplads i 100 bryst. Lukas Frederiksen deltog ligeledes i 200, 400 og 1500 fri, og forbedrede sin egen rekord med 29 sekunder på 1500 fri. Marcus Christiansen svømmede nogle gode resultater i 50 fly, 100 bryst og 50 fri med en flot personlig rekord til følge. Mads Sten Petersen var ligeledes godt svømmende og med 59 sekunder i 100 fly som det bedste løb, lover det godt for den kommende periode. Emily Hansen gjorde en fin figur på 100,200 og 400 fri og lavede nogle gode resultater til stævnet.

Samlet set er Helsinge svømmeklub kommet godt i gang, og er oven på sidste uges stævne til Hillerød Cup, hvor det blev til hele 68 medaljer kommet rigtig godt i gang med sæsonen. Endnu i disse dage befinder svømmere fra klubben sig på en 10 dage lang træningslejr i Malaga for forberede sig på de danske junior- og senior mesterskaber i november og til hold-DM i december.

nici

Publiceret 10 October 2019 16:22