Oliver Møllenberg, til venstre, boksede i hovedkampen i Gilleleje Hallen en flot kamp mod Jaoouad Belmehdi, men det rakte ikke til mere end uafgjort. Foto: Lars Christiansen

Oliver Møllenberg, til venstre, boksede i hovedkampen i Gilleleje Hallen en flot kamp mod Jaoouad Belmehdi, men det rakte ikke til mere end uafgjort. Foto: Lars Christiansen

Det lokale håb måtte nøjes med uafgjort

Den 18-årige Gilleleje-bokser Oliver Møllenberg var meget tæt på at sikre sig en junior-VM-titel, da der var fuldt hus til 10 kampe i Danmarks førende bokseby

Af
Niels Idskov

Der var ingen tvivl hos Oliver Møllenberg. Han følte, at han var tættest på sejren i kampen mod marokkansk-franske Jaouad Belhemedi, men dommerne voterede for uafgjort. Bokse-eksperten Brian Mathiasen var helt enig, men roste Gilleleje-bokseren for en en flot indsat i en rigtig god kamp, der gjaldt det ledige VM-bælte i klassen, der på engelsk hedder WBO Youth World Championship. Altså en VM-titel.

"Jeg gav alt, hvad jeg havde, men også stor respekt til modstanderen. Jeg ville have tilegnet sejren til min farmor, der er død nu, men som altid støttede mig i min boksning", sagde 18-årige Oliver Møllenberg, som altså allerede i sin femte profkamp var ude i en titelkamp.

"Ja, det var ret hårdt at gå hele 10 omgange, for det var nyt, men jeg har levet og åndet for den her kamp i de sidste fire måneder," sagde den følelsesmæssigt ramte bokser efter kampen, der først sluttede ved midnatstide, men som holdt de knap 1200 tilskuere i Gilleleje Hallen mere end vågne.

Trænger til pause

"Nu skal Oliver holde en bokse-pause og i et stykke tid leve som en almindelig 18-årig, for det har han fortjent, inden han vender tilbage til træningen. At det ender uafgjort er ikke afgørende, for Oliver kan være sin indsats bekendt, og i øvrigt er jeg godt tilfreds med hele aftenen," sagde farmand og promotor Thomas Møllenberg, mens han gav sønnen et skulderklap.

"Vi har bevist, at Gilleleje er Danmarks bokseby nr. et," sagde Thomas Møllenberg, som også er formand for amatørerne i Gilleleje Bokseklub, der havde fire indledende kampe på programmet. Her blev det til to sejre og to nederlag for de lokale boksere.

Hos prof´erne i bar overkrop var der sejre til bl.a. den lokale mellemvægter Jacob Porsgaard samt til genkomne Patrick Nielsen efter knap halvandets pause. Men hovedkampen var og blev Oliver Møllenbergs attentat på superletvægts-titlen for unge boksere.

Publiceret 06 October 2019 01:59