CCC Pleje er blevet valgt af fem borgere:

CCC Pleje er blevet valgt af fem borgere: "Vi har fået mange henvendelser fra ældre, som var forvirrede over kommunens brev om frit valg. Jeg tror, at størstedelen enten har misforstået det eller overset det," siger Ole Krog.

Ny leverandør af hjemmepleje: Vi har ledige hænder

CCC Pleje skal fra 1. december levere hjemmepleje til blot fem Gribskov-borgere. Det er et godt stykke fra ambitionen på omkring 200 borgere, men direktør Ole Krog er fortsat fortrøstningsfuld

Af
Benjamin Garne Jakobsen

velfærd Det er lidt den omvendte verden, der åbner sig, når man taler med CCC Plejes direktør, Ole Krog. Mens kommunens hjemmeplejetilbud, Pleje Gribskov, lider af personalemangel, som Ugeposten kunne fortælle om i sidste uge, er CCC Pleje lige nu i overskud af varme hænder.

Der er ligefrem indkommet mange ansøgninger, fortæller direktør Ole Krog, da Ugeposten aflægger visit på CCC Plejes lille kontor i industrikvarteret vest for Helsinge.

"Vi har fået omkring 15 ansøgninger og ansat seks af dem. Det er ret mange for en lille virksomhed som vores," siger direktøren.

De ekstra hænder står i kontrast til de kun fem borgere, som Krogs og co. fik tildelt gennem kommunens fritvalgsordning. Direktøren forventer dog, at antallet helt naturligt vil stige i fremtiden, når borgerne fra den 15. februar 2020 igen får mulighed for at vælge.

"Det skal nok komme over tid. Kommunen står over for nogle meget store opgaver, som de får svært ved at løfte alene, og så står vi klar med vores hjælpende hænder," siger Ole Krog.

"Uklar information"

Hvis hjemmehjælperne hos CCC Pleje skal få mere for hånden fremover, kræver det ganske enkelt, at flere borgere tilvælger dem aktivt, men kommunens information til borgerne har ikke været helt så ligetil, som mange havde håbet.

"Vi har fået mange henvendelser fra ældre, som var forvirrede over kommunens brev om frit valg. Jeg tror, at størstedelen enten har misforstået det eller overset det," siger Ole Krog.

Dem, som ikke nåede at svare på kommunens brev inden fristen, har automatisk fået tildelt kommunens nyoprettede tilbud, Pleje Gribskov, og tallene viser også med tydelighed, at de fleste borgere er havnet i kommunens hænder.

Fra 1. december skal kommunen således levere hjemmepleje til 763 af kommunens 1074 plejekrævende borgere (godt 70 procent), mens størstedelen af de resterende borgere (knap 30 procent) vil få hjemmeplejen leveret af BM Pleje, der som privat leverandør har 11 års erfaring på området.

Direktøren for BM Pleje, Martin Marburger, mener, at kommunens brev om frit valg ikke har været nemt nok at forstå for de ældre borgere.

"Mange har ikke forstået, at de skulle kontakte kommunen for at beholde os (BM Pleje, red.), og så har de i stedet fået kommunens tilbud. Vi har talt med kommunen og kritiseret dem for deres måde at oplyse om det frie valg på. Når kommunen har personalemangel og nu skal til at bruge ekstra penge på vikarer, så tror jeg faktisk også, at de havde foretrukket at få lidt færre borgere," siger BM Pleje-direktøren.

Set fra CCC Plejes kontor kunne man også godt have ønsket sig, at kommunikationen havde været lidt mere tydelig.

"Vi ville gerne have stået lidt klarere frem i borgernes bevidsthed, så vi kunne fortælle om fordelene ved at vælge en lille, overskuelig enhed som vores," siger Ole Krog.

Selv om virksomheden har vokseværk og ambitioner om at levere pleje til omkring 200 borgere, understreger direktøren de store fordele ved at være en lille biks. Det giver dem kortere vej fra tanke til handling og fra problem til løsning, lyder det.

"Vi har få led i beslutningsprocessen og tæt kontakt til både borgere og medarbejdere. Hos os kan borgerne tilkøbe ekstra ydelser, eksempelvis hyppigere rengøring, og den mulighed har borgerne ikke i det kommunale tilbud," siger Ole Krog og tilføjer:

"Disse ting prøver vi at markedsføre os på, men det er en balancegang, for vi vil heller ikke fremstå for kommercielle. Det handler jo om mennesker."

CCC Pleje har eksisteret i godt et år og hidtil tjent penge på at gøre rent hos psykisk syge i Hillerød, levere såkaldt praktisk hjælp til ældre og yde housekeeping for private. Hjemmepleje er et nyt felt for CCC Pleje, men ifølge Ole Krog ligger det i fin forlængelse af deres tidligere arbejde.

“Kommunen er for firkantet”

Når det kommer til værdier, kan CCC Pleje til fulde skrive under på kommunens ambitioner om en “værdig, fleksibel og enkel” ældrepleje, men i sidste ende handler det om udførelsen, og her vil CCC Pleje bestræbe sig på at levere en fleksibel pleje, hvor fejl hurtigere bliver rettet.

"Der har været alt for meget rod i hjemmeplejen i Gribskov, og nu bliver der tilmed skåret ned. Jeg synes, det er pinligt. Vi ved også, hvor meget det betyder for ældre mennesker at have den samme hjemmehjælper hver gang, og det er der med udsigt vikarer heller ingen garanti for," siger Ole Krog.

Han mener, at kommunen ofte agerer alt for firkantet og usmidigt over for borgerne.

"Alle laver fejl. Det gør vi også, men det handler om at få dem rettet, så de ikke gentager sig. Der må ikke fejes noget ind under gulvtæppet, som har stor betydning for menneskers velbefindende. Jeg synes, at borgerne burde få mulighed for at vælge om, hvis de har misforstået brevet eller overset kommunens deadline," siger Ole Krog, der trods skuffelsen over antallet af tildelte borgere ser fortrøstningsfuldt på fremtiden:

"Det skal nok blive godt."

Publiceret 24 November 2019 07:00

Julekoncert i Helsinge kirke

Jul For første gang nogensinde bliver der afholdt julekoncert i Helsinge Kirke. Det sker 7. december klokken 15.

Initiativet er kommet fra nogle af kirkens medarbejdere, og de lover, at deltagerne garanteret er i julehumør, når de går hjem efter arrangementet. Eftermiddagen er planlagt således, at der er julemusik for alle generationer. Julesalmerne er valgt af kendte borgere i Helsinge, og de fortæller inden salmerne synges, hvorfor netop denne salme er deres favorit, blandt alle julens mange smukke melodier.

Kirkens organist Henrik Carlsen spiller på kirkens orgel således, at deltagerne kan synge med på de valgte julesalmer. Ind imellem synger Purnima Ortved nogle af de sange, hun har fremført i kirken i løbet af året blandet med kendte julesange. Hun bliver akkompagneret af kirkens kordegn Leif Hauge Christensen på keyboard.

Arrangementet er gratis.