En tidligere staldmedarbejder anlagde sag mod Gribskov Rideklub, som blev pålagt at betale 80.000 kroner. Det har nu ført til klubbens konkurs.

En tidligere staldmedarbejder anlagde sag mod Gribskov Rideklub, som blev pålagt at betale 80.000 kroner. Det har nu ført til klubbens konkurs. Modelfoto: Adobe Stock

Gribskov Rideklub drejer nøglen om

Weekendens ekstraordinære generalforsamling i Gribskov Rideklub endte med at blive aflyst på grund af konkurs. Gårdejer John Erling Nielsen vil dog fortsat tilbyde opstaldning

Af
Benjamin Garne Jakobsen

slut Det har længe stået skidt til med økonomien i Gribskov Rideklub, men i en længere periode er det alligevel lykkedes at holde skindet på næsen. John Erling Nielsen, som bor på den gård, hvor rideklubben hører til, har længe vist overbærenhed med de manglende huslejebetalinger, men nu har klubben fået det endelige økonomiske dødsstød.

Bestyrelsen i Gribskov Rideklub oplyser på klubbens hjemmeside, at de to aftalte generalforsamlinger den 17. november og 1. december 2019 er blevet aflyst, fordi klubben er erklæret konkurs ved Skifteretten i Helsingør.

“Det afgørende økonomiske blow har vi fået af en retssag, hvor en tidligere staldmedarbejder gennem 3F anlægger sag mod klubben om manglende ansættelsesbevis samt et oplevet udestående på lønnen,” skriver bestyrelsen i et dokument, som den har lagt ind på klubbens hjemmeside.

Retssagen, som klubben i første omgang vandt, men som staldmedarbejderen siden ankede til landsretten, endte med, at rideklubben fik pålagt at betale 80.000 kroner til den tidligere medarbejder, og da advokatomkostningerne løb op i et tilsvarende beløb, endte man med at skulle betale 160.000 kroner.

Men de penge havde klubben ikke, og derfor indgav 3F konkursbegæring mod klubben i oktober. Den 11. november behandlede Skifteretten i Helsingør sagen, hvor Gribskov Rideklub blev erklæret endeligt konkurs.

Som et lille plaster på medlemmernes sår oplyses det, at gårdejer John Erling Nielsen fortsat vil tilbyde opstaldning på privat basis i de nuværende stalde, og at han fortsætter rideskolen i eget regi sammen med handicapridning og ridefysioterapi.

“Bestyrelsen er rigtig ærgerlig over den opståede situation. Vi har kæmpet – og kan nu glæde os over, at John Nielsen har modet og overskuddet til at skabe et ridecenter,” lyder det i en afsluttende bemærkning.

Publiceret 19 November 2019 16:00

Julekoncert i Helsinge kirke

Jul For første gang nogensinde bliver der afholdt julekoncert i Helsinge Kirke. Det sker 7. december klokken 15.

Initiativet er kommet fra nogle af kirkens medarbejdere, og de lover, at deltagerne garanteret er i julehumør, når de går hjem efter arrangementet. Eftermiddagen er planlagt således, at der er julemusik for alle generationer. Julesalmerne er valgt af kendte borgere i Helsinge, og de fortæller inden salmerne synges, hvorfor netop denne salme er deres favorit, blandt alle julens mange smukke melodier.

Kirkens organist Henrik Carlsen spiller på kirkens orgel således, at deltagerne kan synge med på de valgte julesalmer. Ind imellem synger Purnima Ortved nogle af de sange, hun har fremført i kirken i løbet af året blandet med kendte julesange. Hun bliver akkompagneret af kirkens kordegn Leif Hauge Christensen på keyboard.

Arrangementet er gratis.