To gange skulle hver svømmer redde dukken i land - og det var ikke tilladt at have våddragt på.

To gange skulle hver svømmer redde dukken i land - og det var ikke tilladt at have våddragt på.

Reddede forliste sømænd fra at drukne: Helt hyldet

Helten Kaj Walther blev hyldet i Tisvildeleje i weekenden

Af
Claus Johansen og

Lars Christiansen (foto)

I et kraftigt stormvejr den 7. november 1941 smed Kaj Walther tøjet og kastede sig i de iskolde bølger ved Vejby Strand. En tomastet galease var stødt på grund, og skipperen og hans 15-årige søn var derfor i alvorlige problemer. Redningsaktionen lykkedes, og Kaj Walther, som var livredder og kunstmaler, fik senere kongens redningsmedalje for sin dåd.

I lørdags hoppede en gruppe modige kvinder og mænd i vandet i Tisvildeleje for at hylde Kaj Walthers bedrift. Som en simulering af redningsaktionen skulle deltagerne to gange svømme 100 meter ud for at hente en dukke i vandet – uden våddragt, vel at mærke.

Herunder kan du se billeder fra hyldelsten af Kaj Walther. Artiklen fortsætter under billederne.

Livreddere fra Nordkystens Livredningstjeneste, som står bag arrangementet, stod klar til at sørge for, at svømmerne kom helskindede i land igen.

Cheflivredder John Mogensen fortalte, at vejret i år mindede om den novemberdag i 1941, da Kaj Walther hoppede i:

”En livredder følger jer hele vejen. Det ville være dårlig stil, hvis nogen kom til skade,” sagde John Mogensen til de fremmødte.

Blandt tilskuerne var borgmester Anders Gerner Frost (Nyt Gribskov) og justitsminister Nick Hækkerup (S), som er glad for livreddernes indsats:

”Det betyder meget, at der er tryghed, når vi bader,” siger Nick Hækkerup.

Efter den kolde svømmetur var der mulighed for at få varmen igen i saunaen på stranden.

Publiceret 12 November 2019 14:32

Julekoncert i Helsinge kirke

Jul For første gang nogensinde bliver der afholdt julekoncert i Helsinge Kirke. Det sker 7. december klokken 15.

Initiativet er kommet fra nogle af kirkens medarbejdere, og de lover, at deltagerne garanteret er i julehumør, når de går hjem efter arrangementet. Eftermiddagen er planlagt således, at der er julemusik for alle generationer. Julesalmerne er valgt af kendte borgere i Helsinge, og de fortæller inden salmerne synges, hvorfor netop denne salme er deres favorit, blandt alle julens mange smukke melodier.

Kirkens organist Henrik Carlsen spiller på kirkens orgel således, at deltagerne kan synge med på de valgte julesalmer. Ind imellem synger Purnima Ortved nogle af de sange, hun har fremført i kirken i løbet af året blandet med kendte julesange. Hun bliver akkompagneret af kirkens kordegn Leif Hauge Christensen på keyboard.

Arrangementet er gratis.