Byrådspolitikere tager orlov med fuld løn: 'Det er forkert'

Byrådspolitikere har i hver valg-periode mulighed for at tage orlov med fuldt vederlag. Også selvom de tager på private ferier eller foretager sig andet, der slet ikke har noget med byrådsarbejdet at gøre

Af
Jeppe Helkov

Alene i denne valgperiode har byrådspolitikere i Gribskov 10 gange benyttet sig af muligheden for at tage orlov med fuldt vederlag. Årsagerne har blandt andet været private ferier og videreuddannelse i deres civile karriere.

Lovgivningsmæssigt er der sådan set ikke noget i vejen med dét. Som reglerne er skruet sammen i dag, kan byrådsmedlemmer nemlig tage op til tre måneders orlov fra byrådet — uanset årsagen. Der er i perioden ikke mulighed for at frasige sig vederlaget.

Men står det til de konservatives Trine Egetved bør de regler gås efter i sømmene.

"Jeg synes, reglerne bør lægge sig op ad arbejdsmarkedets regler. Er man syg, skal på barsel eller bliver ramt af noget alvorligt i sin familie, kan det selvfølgelig være nødvendigt med orlov i en periode. Men det er forkert, at man kan få orlov med vederlag, fordi man hellere vil prioritere noget andet end sit byrådsarbejde," siger hun.

Giver dobbeltudgifter

Og faktisk udløser et byrådsmedlems orlov også dobbelte udgifter til vederlag. I perioden, hvor politikeren er på orlov, bliver der nemlig indkaldt en suppleant, der ligeledes skal aflønnes.

"Jeg vil ikke slå på kolleger, der har valgt at benytte sig af det her. For reglerne er, som de er. Men det er principielt forkert, at orlov udløser dobbelt vederlag. Jeg ville aldrig selv tage orlov, med mindre der var en helbredsmæssig årsag til det. Jeg synes, det er en stor ære at være folkevalgt. Og det skal man være meget ydmyg omkring," siger Trine Egetved.

Venstres Jørgen Simonsen er en af de byrådspolitikere, der har valgt at benytte sig af muligheden for at tage orlov med vederlag. Han kom i sidste uge tilbage efter en måneds ferie. Turen gik blandt andet til Hawaii. Men han kan ikke se noget problem i, at han har fået sit vederlag, selvom hans ferie intet har med byrådsarbejdet at gøre.

Det er en hetz

"Jeg mener, det er en hetz, der er i gang. Det her er et lønspørgsmål — og hvad man mener, politikerne er værd og skal have for det arbejde, der ligger i at være medlem af et byråd," siger han.

Er det rimeligt, at du får fuldt vederlag for at tage ud af rejse i privat regi?

"Det synes jeg. Man har ret til noget ferie og til noget frihed i forhold til at tage orlov. Jeg mener, det er en del af min ansættelse. Lige så vel som man ude på arbejdsmarkedet har ret til seks ugers ferie. Der er nogen, der samler feriepenge sammen, andre får løn i ferien. Det her er en anden måde at gøre det på. Så jeg mener, at den her ordning bare er en del af det system."

Havde du betænkeligheder ved at tage på orlov med fuldt vederlag?"

"Næ, det havde jeg ikke. Lige som alle andre har ret til ferie, så har jeg også. Jeg har ikke holdt nogen sommerferie, så jeg har slet ikke haft betænkeligheder," siger Jørgen Simonsen.

Valentin: Jeg er pengene værd

Samme melding kommer fra partikollega Kim Valentin. Han tog fire ugers orlov for at hellige sig sin folketingsvalgkamp. Det mener han er helt på sin plads.

"Jeg synes, jeg er alle pengene værd, og hvis man betragter det som en loppetjans at være med i et byråd, er det fuldstændig forkert. Det er hårdt arbejde, mange timer om ugen. Så at man holder fire ugers frihed, er helt rimeligt. Det er ikke noget problem. Jeg betragter det, som om jeg har taget fire ugers ferie, og det er okay," siger Kim Valentin til DR.

Her peger den tidligere borgmester også på, at byrådspolitikere 'lige som alle andre skal have seks ugers ferie om året'. Kim Valentin de fire ugers valgkamp som ferie. Det på trods af, at der hverken var udvalgs- eller byrådsmøder i sommerferien fra den 25. juni til den 12. august. Men de uger mener Kim Valentin ikke tæller som ferie.

"Juli er en sløv måned, men der kan sagtes være nogle repræsentative pligter. Der er en del bryllupper, der skal foretages i den måned," siger han.

Må betale selv

Det er Trine Egetved dog lodret uenig i. Hun mener, at der i byrådskalenderen er så store huller, at der ikke bør være brug for ferie ud over det.

"Man har faktisk ret meget ferie i de politiske kalendere. Der er alle skolernes ferier. Det er næsten to måneder om sommeren. Det er lang juleferie. Så der er masser af plads til, at man godt kan lægge rejser ind. Vil man have noget ud over det, synes jeg helt principielt, at man må betale det selv," siger hun.

Trine Egetved står langt fra alene med den holdning. Dansk Folkeparti har stillet et forslag om, at reglerne ændres, så man fremover kun kan få betalt orlov til sygdom og barsel. Social- og indenrigsminister Astrid Krag har også meddelt, at hun vil se på reglerne.

Udover Kim Valentin og Jørgen Simonsen har Ugeposten også forsøgt at få en kommentar fra NytGribskovs Sisse Krøll Willemoes. Hun tog den 1. september på en orlov, der ifølge Gribskov Kommune forventes at vare tre måneder.

Ugeposten har først gennem Gribskov Kommune forsøgt at få en kommentar fra den tidligere udvalgsformand for børneområdet. Men herfra lyder svaret, at 'når en politiker er på orlov, så kontakter vi dem ikke.'

Ugeposten har siden sms'et med Sisse Krøll Willemoes. Her svarer hun, at hun 'ikke beskæftiger sig med politik og presse i sin orlovsperiode'.

De har taget orlov:

Igangværende:

  • Sisse Krøll Willemoes 1/9 – forventet periode på tre måneder

Afsluttet (reel fraværsperiode):

  • Jørgen Simonsen 28/08 – 30/9 2019
  • Kim Valentin 21/5 – 17/6 2019
  • Jannich Petersen 11/1 – 13/2 2019
  • Betina Sølver 3/10 – 9/12 2018
  • Jonna Præst 26/9 – 8/10 2018
  • Brian Lyck Jørgensen 25/6 – 29/6 2018
  • Morten Klitgaard 30/3 – 06/4 2018
  • Betina Sølver 15/3 – 30/4 2018
  • Kim Valentin 10/1 – 19/1 2018

Publiceret 06 November 2019 07:31