Cliff Richard, Elvis, The Supremes, Dusty Springfield, The Hollies. Ja, faktisk alle de store. Det er tonerne fra dem, der skal fylde et nyt Diskoteque 60+.

Cliff Richard, Elvis, The Supremes, Dusty Springfield, The Hollies. Ja, faktisk alle de store. Det er tonerne fra dem, der skal fylde et nyt Diskoteque 60+.

'Er dansen kun forbeholdt de unge? Har vi ældre ikke stadig gløden i os til at give los?'

Merete Drud savner et sted, hvor den ældre generation kan høre og danse til alle klassikerne fra deres ungdom. Derfor vil hun nu lave et Diskoteque 60+

Af
Jeppe Helkov

Diskoteker er kun for de unge. Og den musik, der bliver spillet i dag... Det er den rene dåsemusik med de samme ugidelige rytmer. Nej, i gamle dage var det noget helt andet.

Den slags påstande har de fleste nok fået skudt efter sig af et medlem af den ældre generation. Det er let at affeje som noget forvrøvlet sludder. Men dykker man ned i de bagvedliggende tanker er der måske noget om det.

Sådan har Merete Drud fra Gilleleje det i hvert fald. Hun har i flere år gået med en tanke, hun simpelthen ikke har kunnet slippe. Som en stikkende torn i fingeren prikker tanken til hende, hver gang hun tænder sin radio.

"Jeg har gået med en idé i mange år, og jeg kan simpelthen ikke slippe den. Og jeg har ikke mødt én, der har sagt, at det ikke er en god idé. Alle stråler med øjnene, når jeg fortæller dem om det," siger Merete Drud med en iver og stålsathed i sine øjne, der selv ville kunne få Anders Samuelsen til at flakke i blikket.

Hvor går vi gamle hen og giver den hele armen, hvis vi får lyst til at danse? Der er ikke noget sted, siger Merete Drud, der håber, at lokale kræfter nu vil være med til at lave et sted.

Hvor går vi gamle hen og giver den hele armen, hvis vi får lyst til at danse? Der er ikke noget sted, siger Merete Drud, der håber, at lokale kræfter nu vil være med til at lave et sted.

Ideen er faktisk ret simpelt. Merete Drud vil lave et diskotek for folk på over 60.

"Hvor går vi gamle hen og giver den hele armen, hvis vi får lyst til at danse? Der er ikke noget sted. Er dansen kun forbeholdt de unge? Har vi ældre ikke stadig gløden i os til at give los og følge rytmerne. Man bliver glad af at danse – også selvom man er over de 60. Og det er god motion og giver et godt velvære. Derfor har jeg en drøm om at samle en gruppe danseglade mennesker over 60 til dans og god musik," siger Merete Drud.

Tanken er, at man mødes en gang om måneden. Den præcise lokation ligger ikke fast. Merete Drud har selv tænkt på Blistrup Medborgerhus, fordi 'lokalerne er billige at låne, der er gode parkeringsmuligheder, bussen kører lige til døren, og man kan bestille mad fra den lokale Brugs.' Men den danseglade pensionist er åben for andre idéer.

"Jeg har lavet nogle playlister. Med klassikere fra Beatles, Martha and the Vandellas, Cliff, Elvis og alle de gode gamle. Men jeg har brug for hjælp. Både til at sprede budskabet, men også fra folk, der gerne vil være DJ. Der er brug for folk, der kan pynte op. Der er brug for folk, der kan hjælpe med at gøre rent bagefter. Men jeg håber og tror på, at der må være flere som mig, der har lyst til at lytte til alt den gode musik, vi lyttede til i min ungdom. Nu håber jeg at finde frem til jer," siger Merete Drud, der selv er klar til at gå forrest, når de gamle ben skal svinges på dansegulvet.

"Jeg hører altid den slags musik, når jeg laver mad. Jeg spiller så højt, at ruderne klirrer, og hunden gemmer sig under sofaen. Musikken gør mig helt elektrisk og lykkelig indeni. Andre må have det på samme måde. Der er så mange minder i musikken," siger hun.

Og netop minderne og muligheden for et nyt fællesskab er også noget af det, Merete Drud håber, at Diskoteque 60+ vil bidrage med.

"Forhåbentlig kan der blive skabt nogle fællesskaber blandt dem, der deltager. Jeg tænker ikke, at man nødvendigvis kun behøver at mødes til dans. Det kan også være til foredrag, til bridge eller til biografture. Hovedsagen er, at det hele er drevet af en lyst til at være med. Ikke tvang," siger hun.

Lyder tanken om et diskotek for 60+'erne som noget, du - eller nogen du kender - synes kunne være spændende, og har du input til, hvordan man kunne skrue det hele sammen, er det bare at kontakte Merete Drud. Enten via mail på 28404550 eller på merete@blizet.dk.

Publiceret 18 October 2019 14:00