Kurt Husum Larsen (tv) og Bo Jul Nielsen tog den første dukkert, da badebroen på øststranden i Gilleleje blev indviet. Nu kan en ny bro på veststranden også være på trapperne. Foto: Lars Christiansen

Kurt Husum Larsen (tv) og Bo Jul Nielsen tog den første dukkert, da badebroen på øststranden i Gilleleje blev indviet. Nu kan en ny bro på veststranden også være på trapperne. Foto: Lars Christiansen

Får 237.000 kr.: Ny badebro kan snart stå klar

Bakkeselskabet håber at have en ny badebro klar på Veststranden i Gilleleje

Af
Jeppe Helkov

bidrag En ny badebro på Veststranden i Gilleleje er rykket et skridt nærmere. Aktionsgruppen LAG Halsnæs-Gribskov har således givet 237.369 kr kr. til Strandbakkeselskabet, der har planer om at etablere badebroen.

Hos Strandbakkeselskabet - i folkemunde Bakkeselskabet - glæder formand Kurt Husum Larsen sig over bidraget.

"Vi er rigtig glade. Det bringer os et stort skridt nærmere," siger han og fortæller, at de oprindeligt havde søgt et højere beløb.

Badebro koster 600.000 kr.

De 237.369 kr. er heller ikke helt nok til at bygge badebroen.

"Der mangler stadig lidt penge. Det billigste tilbud, vi har fået, lyder på 600.000 kr. Men under Bakkefesten lavede vi en indsamling, en kunstner har også lavet en Gilleleje-plakat, hvor pengene går til det her. Så vil jeg tro, at vi samlet er halvvejs," siger Kurt Husum Larsen, der også har haft travlt med at søge en række fonde om tilskud.

"Selvom vi stadig mangler nogle penge, håber vi, at arbejde kan begynde til foråret. Vi har endnu heller ikke den endelige godkendelse på plads. Vi mangler svar fra Kystdirektoratet, der skal godkende, at vi putter store sted ned i vandet ved enden af badebroen. Det er vi simpelthen nødt til for at sikre os, at badebroen kan holde til en storm. Men Kystdirektoratet har desværre lidt sagsbehandlingstid."

Folk står i kø

Bliver den nye badebro til virkelighed, vil Gilleleje dermed have fået to ny badebroer inden for et år. I april indviede Bakkeselskabet sin nye badebro på øststranden.

Men nu er turen altså kommet til også at se på veststranden.

"Den gamle badebro var meget slidt – og smal. Nu får vi en god, bred badebro, så børn kan gå frem og tilbage, uden at skulle vente på de andre rykker sig. Den nye bliver også længere end den gamle og får to trapper ned i vandet. De sidste par år har badebroen været brugt af mange, så der har man ofte skullet stå i kø. Det slipper vi forhåbentlig for nu," siger Kurt Husum Larsen.

350.000 kr. til whisky

Udover den nye badebro har flere andre projekter i Gribskov også fået støtte af LAG.

Der er givet 350.000 kr. til ’Nordsjællands Whiskydestilleri’. Her vil Thornæs Destilleri etablere Nordsjællands første whiskydestilleri i en gammel hestestald på Falkendal i Kagerup. Destilleriet indrettes med showroom, så der bliver mulighed for at besøge virksomheden. Udover whisky vil der blive destilleret gin og brandy på stedet.

Et museum i Gilleleje med, der skal handle om ’Livet ved havet’ har derudover fået 75.000 kr. i støttet. Her vil Museum Nordsjælland skabe et nyt museum i Gilleleje, der har fokus på fire temaer: Fra spyd til trawl, det barske liv ved havet, sommergæsterne og Gilleleje oktober ´43.

Publiceret 17 October 2019 13:33