Når cykelstien bliver ensrettet, er cyklister nødt til at forcere vejen. Her bliver man dog ofte mødt af meget trafik. Foto: CHR

Når cykelstien bliver ensrettet, er cyklister nødt til at forcere vejen. Her bliver man dog ofte mødt af meget trafik. Foto: CHR

Bekymret borger: Lad cyklister køre i begge retninger

Gør det lovligt at cykle i begge retninger hele vejen på stien fra Vejby til Heatherhill, foreslår Knud Lyngtorp, som er bekymret over sikkerheden for cyklisterne på ruten. Det kunne gøres billigt og enkelt, mener han

Af
Charlotte Hjorth-Rohde

Fra Circle K i Vejby og hen mod den nærliggende campingpladsen er der en dobbeltrettet cykelsti. Men ved Tisvilde Campings begyndelse ændres stien pludselig til en ensrettet cykelsti. Og cykelstien bliver ikke alene ensrettet og ensporet - den skal nu også deles med gående.

Det betyder også, at cyklister mod Rågeleje er nødt til at krydse den trafikerede vej og fortsætte langs den ret ujævne rabat.

Det er eneste direkte cykelrute til Rågeleje, og den er for farlig, mener den tidligere oberst Knud Lyngtorp, som gennem 25 år har været tilknyttet området. Han mener, at man i stedet for den nuværende løsning skal give cyklisterne lov at fortsætte på gangstien. Det kan gøres ved at sætte et skilt op, som tillader cykling i begge retninger.

“Legaliser det, folk allerede gør,” siger Knud Lyngtorp.

Det er lige efter dette skilt, at cykelstien bliver ensrettet. Foto: CHR

Det er lige efter dette skilt, at cykelstien bliver ensrettet. Foto: CHR

At kommunen mangler penge er han opmærksom på, men ifølge ham kræver det bare to ekstra skilte, en tilladelse og en gennemført beskæring af buskene langs stien. Og så er vejene langt mere sikre.

“Der skal ikke mange sårede vælgere til, før pengene er tjent ind,” siger han.

Men for Knud Lyngtorp er det frygten for, at der sker en ulykke, når cyklisterne skal ud på den trafikerede, smalle og ujævne vej som har fået ham til at kontakte Ugeposten.

Men trods advarslerne har Gribskov Kommune ikke umiddelbart tænkt sig at reagere på Knud Lyngtorps advarsler.

”Først vil vi sige tak for forslagene. Som situationen ser ud lige nu, har vi dog ikke planer om at ændre på cykelstien. Kommunens initiativer for stier blev prioriteret i kommunens stiplan i efteråret," skriver teamleder Vibeke Meno, Trafik og Ressourcer i Gribskov Kommune, i en mail til Ugeposten.

Hvad synes du om problemerne med cykelstien? Skal der gøres noget - eller fungerer cykelstien fint? Skriv din mening i en mail til redaktion@ugeposten.dk.

Publiceret 10 October 2019 07:00