Flemming Høeg, som driver Kødsnedkeren sammen med sin kone Signe. I sidste uge var de lige ved at vinde prisen som årets slagter. Foto: Marie Varming

Flemming Høeg, som driver Kødsnedkeren sammen med sin kone Signe. I sidste uge var de lige ved at vinde prisen som årets slagter. Foto: Marie Varming

Danmarks tredjebedste slagter ligger i Ørby

I Ørby ligger en af Danmarks tre bedste slagtere. Det har Kødsnedkeren nu fået endelig bevis på

Af
Jeppe Helkov

Prisuddeling Kødsnedkeren i Ørby er en af landets tre bedste slagtere. Det fik de i sidste uge papir på, da brancheforeningen Landbrug & Fødevarer afholdt 'Fødevarerdagen'. Her var tre ud af alle landets private slagtere blevet nomineret til 'Slagterprisen'. Henrik Christiansen fra Slagter Christiansen på Fanø endte med at vinde, men Flemming Bisp Høeg er stolt over overhovedet at være nomineret.

"Selvfølgelig var der kriller i maven op til. Det er altid spændende, hvad for noget feedback man får tilbage, og hvordan man har klaret sig i forhold til de andre. Selvom vi ikke vandt, er jeg stadig stolt af, at vi var blandt de tre sidste. Det er flot i sig selv," siger han.

Tænker i hele måltider

Som en del af konkurrencen skulle Kødsnedkeren og alle de andre slagtere blandt andet lave en præsentation af deres butik og koncept over for en fagjury. Derudover var først fagjuryen og senere en såkaldt mystery-shopper på besøg hos slagterne for at se, om de levede op til deres egne beskrivelser.

”Der har været en tendens blandt årets nominerede til at tænke i hele måltider. Selvom det er en Slagterpris, vi taler om, vokser branchens fokus på supplerende råvarer og tilbehør. Kunden skal gå hjem fra slagteren med alle elementer til måltidet," siger jurymedlem og chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, Vickie Enné Ryge, blandt andet om årets nominerede.

Plads til lille slagter

Kødsnedkeren har da også fået adskillige flotte ord med på vejen.

Mystery-shopperen har blandt andet givet den lokale slagter topkarakter i kategorien pålæg. Her bliver det blandt andet fremhævet, at de ansatte hos Kødsnedkeren uopfordret tilbød smagsprøver. Og den slags kritik glæder Flemming Bisp Høeg.

"Det har været en kanongod oplevelse, og vi har fået rigtig, rigtig fin kritik. Der er også et par enkelte punkter, hvor vi har fået at vide, at vi godt kunne have gjort det bedre. Det kan jeg faktisk godt se. Så det kan vi tage med og udvikle butikken," siger han og fortæller, at han også er stolt over, at juryen overhovedet fandt frem til en lille slagterbutik i Ørby.

"Det er flot, at nogen har tænkt på os i Ørby. Vi er ikke en forkromet butik, som man ser inde i København. Der er flere af dem, der har kæmpestore diske med et langt større udvalg, end vi har. Derfor har de også langt flere kunder. Dér er vi mere den gammeldags slagterbutik, hvor det er lokalt kød og håndværk, der er i fokus. Det er flot, at der er plads til os i det game."

"At vi var med helt til sidste sekund, viser også, at juryen så noget værdi i det arbejde, vi gør med at købe lokalt kød og lave alle vores pølse- og mejeriprodukter selv," siger han.

Og netop det lokale element er et af de punkter, der fylder allermest hos Kødsnedkeren. Men en ting er at købe råvarer lokalt, noget andet er at bygge en forretning op omkring det.

"Her spiller personalet virkelig en stor rolle. Det her har også været en fed oplevelse for dem. Der er kommet en opmærksomhed på den indsats, de yder i hverdagen. De følger rent faktisk den linje, jeg har lagt. De taler ordentlig med kunderne og får forklaret om vores produkter. Nu er det kød fra Marianne Christensen eller lam fra Lars og Pia. Det arbejde anerkender juryen. På den måde mærker de, at deres indsats gør en forskel. Det betyder noget, at man gør sig umage."

Publiceret 09 October 2019 08:44