I alt er knap 200 børn med i Cirkus Kanutskis forestilling.

I alt er knap 200 børn med i Cirkus Kanutskis forestilling.

Stur, stur nummer: Cirkus Kanutski gjorde det igen!

Cirkus Kanutski spillede igen i år for fulde huse til alle otte forestillinger og satte rekord med 2200 tilskuere

Af
Flemming Saugmann

Foto: Lars Christiansen

Selv ikke et skybrud lørdag eftermiddag kunne skylle succesen bort, da Cirkus Kanutski fyrede sommerens festforestilling af på cirkuspladsen.

En halv times forsinkelse var eneste afvigelse fra køreplanen i de otte forestillinger, hvor alle billetter var revet væk, så sidste års rekord på 2000 solgte billetter blev slået med et par hundrede.

Og rekord var der også til tilmeldingen til sommercampen, hvor børnene i ti dage har arbejdet i døgndrift for at stable forestillingen på benene.

"Knap 200 børn har både boet og knoklet på pladsen, assisteret af forældre og flere og flere medvirkende fra de tidligere år, som tropper op og indrømmer, at de ikke kan undvære savsmulden i manegen,” fortæller Louise Frommelt.

Allerede nu er arrangørerne i Helsinge Ungdomscenter i fuld gang med at lægge hovederne i blød om, hvordan man rent pladsmæssigt skal løse tilstrømningen til Kanutskis' 50-års jubilæum, der kun ligger tre år ude i fremtiden.

"Vi kan i hvert fald glæde os over en konstant stigende interesse blandt børnene, for at være med i det kreative kollektiv, som på så kort tid skal trylle en forestilling på benene. Men så er det jo heldigt, at vi både har tryllekunstnere og klovne lige ved hånden," siger Louise Frommelt med et smil. Og minder om, at hvis du vil med i Kanutskis cirkus-crew til næste år, så starter tilmeldingen lige om lidt.

Herunder kan du se de mange billeder fra årets forestilling

Publiceret 12 August 2019 10:00