Det er gratis at tage ørerne med i Søborg kirke, når der den 17. august kl 20 er koncert med far og datter. Koloratursopranen Nina Sveistrup Clausen synger Bach, Debussy og Meyerbeer med Thomas Clausen ved klaveret. Foto: Stephen Freiheit

Det er gratis at tage ørerne med i Søborg kirke, når der den 17. august kl 20 er koncert med far og datter. Koloratursopranen Nina Sveistrup Clausen synger Bach, Debussy og Meyerbeer med Thomas Clausen ved klaveret. Foto: Stephen Freiheit

Kirker inviterer til koncertfestival

Orgelmester Flemming Dreisig med musik af bare damer og en opera-syngende viking i balkjole er nogle af de mange musikalske højdepunkter på en igangværende koncertfestival

Af
Elisabeth Saugmann

vellyd Den står på ”bare damer”, når orgelmester Flemming Dreisig kommer til Vejby kirke 7. august kl. 20. For det er bare damer, der har skrevet musikken, når en af en af landets største kapaciteter giver gratis koncert. Det sker i serien "Sommerkoncerter i Nordsjælland", der med 40 år på jubilæums-bagen nu er godt gang i områdets kirker. Læs mere på sitet Kirkemusikgribskov.dk.

Som virtuos orgelsolist med en stort improvisationstalent er Flemming Dreisig ikke typen, der sidder og ser ud gennem næsen oppe på loftet. Han bringer musikken ud i livet. Og omvendt. I år har han været rundt i landet med et program med musik af kvindelige komponister. Og nu er det så vores tur her i området.

Kvindelige komponister fylder ikke meget i det daglige, selv om der i virkeligheden er mange af slagsen. Men der er sket et skred i de senere år, og der er kommet mange kvinder på banen, siden bogen ”Musikkens Førstedamer” for godt 20 år siden vakte opsigt ved at sætte luppen på kvinder i klassiske musik i over 250 år. Bogen er nu også et et hit på bibliotekerne.

En af bogens komponister er franske Nadia Boulanger, hvis musik nu kan høres i Vejby Kirke med Flemming Dreisig, der er noget af en legende i dansk musikliv. Hans nu afdøde professor ved Det Kgl. Musikkonservatorium, Grethe Krogh, sagde, at hun aldrig havde kendt en så overbevisende orgelkunstner af hans format inden for alle orgelspillets discipliner og stilarter. Han blev som 21 årig Danmarks yngste domorganist i Maribo. Senere var han domorganist ved Vor Frue Kirke i København, og som professor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium har han uddannet mange organister.

Hvis man nu bare synes, man har hørt navnet Flemming Dreisig før, kan det skyldes, at han i syv år spillede ved den radiotransmitterede morgenandagt fra Københavns domkirke. Og han blev ugebladstof, da han spillede til kronprins Frederiks bryllup.

”Hørt med musikøjne” er det dog mere opsigtsvækkende, at han pludselig forlod landets mest prestigefyldte organiststilling og vinkede farvel til den faste løn check som domorganist i København. Han vil musikken. Ikke nødvendigvis stillingen. Han har siden beklædt mindre organiststillinger og har givet et væld af koncerter med Livets Salt i højsædet.

Det er også gratis at tage ørerne med i Søborg kirke, når der den 17. august kl 20 er koncert med far og datter. Koloratursopranen Nina Sveistrup Clausen synger Bach, Debussy og Meyerbeer med Thomas Clausen ved klaveret. Han er både far, komponist og jazzpianist, og de to optræder jævnligt sammen. Mere om ham på sitet thomasclausen.com.

Nina Sveistrup Clausen, der roses for at sætte trumf på operavokalen, er uddannet ved konservatoriet i Odense. Hun var i foråret cover på rollen Aase i ”Drot og Marsk” på operaen i København. Sidste år fik hun flot kritik for den hundesvære rolle, Nattens Dronning i ”Tryllefløjten” med Helsingør Kammeropera og på Copenhagen Operafestival. ”Hun mestrer de vilde koloraturer.” skrev anmelder Gregers Dirkinck-Holmfeld. Desuden fik hun sin første hovedrolle på Den Kgl. Opera som cover på rollen Sidi i Kuhlau’s ”Lulu.”

Men hun strækker sig over mange genrer og var i maj med til at skabe en crossover-forestilling med teatergruppen Sansuyu på en musikteaterfestival nær Seoul med både dansk og koreansk musik. Hun kalder sig selv for en viking i balkjole og er ikke nem at sætte i bås.Som barn og teenager sang hun i DR Pigekoret og spillede klaver, guitar og el-bas, og i 2016 fik hun anmelderroser for hovedrollen i den Reumert-nominerede forestilling ”Støv”.

Hun komponerer musik oppe ad mange musikalske boldgader. Og hvis man vil høre mere om livet som trio eller kammerorkester, kombineret med sopran og rockband under navnet Lily and the wicked Strings, er det bare om at læse løs på hendes blog på vikingibalkjole.blogspot.dk.

UDVALGTE Koncerter

Tirsdag 6/8 kl. 20 Gilleleje Tina Christiansen, orgel, Monica S. Andersen, blokfløjte Barokmusik af bl.a. A. Vivaldi og J. Pachelbel krydret med nordisk romantik af bl.a. Alfvén

Torsdag 8/8 kl. 20 Søborg Julia Ruiz sopran, María Francisca Bernal, violin, Miguel Bernal, orgel Musik af Joan Cabanilles, José de Torres, F. Mendelssohn, J.P.E. Hartmann, H. Wolf

Søndag 11/8 kl. 20 Esbønderup Spir Festival 2019 Nordsjællands lys 1-9 P.O. Jørgens hjemmebyggede instrumenter, marimba og slagtøj

Tirsdag 13/8 kl. 20 Blistrup Air de Bravour – Mikkel Berring, trompet, Bo Fuglsang, trompet, Lars Nielsen Sardemann, orgel Koncerten byder på barokkens velklingende hits af bl.a Vivaldi.

Publiceret 10 August 2019 10:00

Kulturskole vil starte fællessang

arrangement "Har du lyst til at være med til at skabe en tradition for fællessang og fællesskab om sang og musik på Helsinge Bibliotek?" Sådan lyder invitationen fra Kulturskolen Gribskov til et startmøde på Helsinge Bibliotek onsdag 27. november kl. 17.

Alle er velkomne, uanset om man er vant til at synge, kun synger under bruseren, kan spille klaver, eller bare nyder sangen, når den synges sammen med andre. Biblioteket sørger for kaffe og kage.

I forbindelse med fællessang til Spil Dansk ugen 30. oktober med borgmester Anders Gerner, sagde flere af de fremmødte, at det gav gåsehud at synge sammen. Og det har nu inspireret til at skabe en tradition for meget mere fællessang og forhåbentlig 'gåsehudsoplevelser' på Helsinge Bibliotek.

Ambitionen er, at det første arrangement bliver at synge julen ind en gang i løbet af december.

Har man spørgsmål inden mødet, kan man kontakte afdelingsleder Susse Manthey Olsen på mail ssoer@gribskov.dk.

jesl