"Jeg vil gerne skabe en bevidsthed om vores lokale værdier og sammenhængen med andre europæere," siger Jens Rane Holck fra SF.

Jens Rane Holck: Jeg vil beskytte vores hav

Klimaet er en af de vigtigste opgaver, siger SF's lokale EU-kandidat

Af
Claus Johansen

Hvad er dine mærkesager?

Beskyt vores hav – mod havbrug i Kattegat.

Kamp for klimaet mod de rigtige syndere.

Solidaritet i det nære – tolerance i det fjerne.

Hvordan vil du gøre en forskel, hvis du bliver valgt?

Jeg vil beskytte vores hav, Kattegat. Hvis vi accepterer, at vi har et fælles gode, når vi går tur langs vandet – når vi fx lokalt ikke vil acceptere, at en ny havbrugsindustri forvandler vores nordkyst til en ildelugtende algesuppe – så er næste skridt jo at kigge efter hjælp i de lande, som omgiver Kattegat. Det vil de nok heller ikke acceptere dér. Jeg vil gerne skabe en bevidsthed om vores lokale værdier og sammenhængen med andre europæere.

Og når du går tur langs Kattegat og oplever, at efterårsstormene bliver værre og værre, så bliver jeg i hvert fald ærefrygtig, for hvordan skal mennesker kunne lave om på vejrets enorme kræfter?

Hvis mit lille ”jeg” bliver valgt, tror jeg faktisk, det er fordi, opgaven er så enorm: Det er et signal om, at vi må sende alle gode lokale kræfter ud for at standse krisen. Jeg meldte mig ikke til forsvaret, men jeg melder mig til denne kamp. Kampen mod klimaet er ikke en kamp mod vindmøller. Det er en kamp, der udspilles i Bruxelles og Washington, og det er igen en kamp mod en sort industrialisering. Engang stod kampen om retten til arbejdet og et ordentligt liv – nu handler det om vores natur og et ordentligt liv.

Lad os lige først få lukket for endnu et storforurenende industrieventyr midt i vores skønneste natur. Der skal ikke tillades nye havbrug i Kattegat. Europaparlamentet står klar til at standse eller acceptere den første af de små 40 ansøgninger om etablering af havbrug i Kattegat, som miljøministeren herhjemme lige nu har udskudt til efter valget. Hvis Venstre vinder folketingsvalget, så bliver europaparlamentets borgerklagenævn vores sidste redning. Så dér vil jeg ind.

Hvad bliver din vigtigste opgave?

At forklare Gribskovs og de øvrige danske vælgere, hvad der foregår. Jeg vil rapportere hjem fra den livlige politiske kamp, der dagligt går på rødt og blåt, på grønt og sort i Europaparlamentet. Her er den grønne gruppes dagsorden vigtigst, for det er her tidens akilleshæl ligger: klimaet.

Klimaforandringerne skal modvirkes med en grøn New Deal, en slags Marshall-plan til Afrika som kan afføde grøn energi, isolering af hjemlige bygninger og opbygningen af et grønt infrastrukturnetværk – både transport (tog, cykelstier, færre flyvninger) og noget så kedeligt som energinetværk.

I hvilken retning skal EU udvikle sig?

Progressivt mod en stor føderal velfærdsstat med lokalt og nationalt forankret kultur- og sundhedspolitik.

Skal EU have en flygtningepolitik?

Det skal ikke lykkes højrefløjen at udpege syndebukke igen. Flygtninge er et lille problem sammenlignet med klimaet. Hvis først klimaet går galt, har vi brug for en alvorlig flugtpolitik, og hvor skal vi så flygte hen? Vi har brug for alle mennesker i de klimarigtige servicebrancher, og hvis en progressiv grøn New deal skal gennemføres, kræver det mange mennesker som derfor (stadig) skal behandles ordentligt – læs: venstreorienteret. Jeg tilslutter mig parlamentets løsning og FN-sporet – det er staterne, der står i vejen.

Jens Rane Holck

Stilling: Folkeskolelærer

Alder: 39

Bopæl: Tisvilde

Politisk karriere: Næstformand SF Gribskov

Publiceret 24 May 2019 11:30

Kulturskole vil starte fællessang

arrangement "Har du lyst til at være med til at skabe en tradition for fællessang og fællesskab om sang og musik på Helsinge Bibliotek?" Sådan lyder invitationen fra Kulturskolen Gribskov til et startmøde på Helsinge Bibliotek onsdag 27. november kl. 17.

Alle er velkomne, uanset om man er vant til at synge, kun synger under bruseren, kan spille klaver, eller bare nyder sangen, når den synges sammen med andre. Biblioteket sørger for kaffe og kage.

I forbindelse med fællessang til Spil Dansk ugen 30. oktober med borgmester Anders Gerner, sagde flere af de fremmødte, at det gav gåsehud at synge sammen. Og det har nu inspireret til at skabe en tradition for meget mere fællessang og forhåbentlig 'gåsehudsoplevelser' på Helsinge Bibliotek.

Ambitionen er, at det første arrangement bliver at synge julen ind en gang i løbet af december.

Har man spørgsmål inden mødet, kan man kontakte afdelingsleder Susse Manthey Olsen på mail ssoer@gribskov.dk.

jesl