Der er behov for mere liv i Helsinge, mener den konservative politiker og udvalgsformand, Jesper Behrensdorff. Foto: Lars Christiansen

Der er behov for mere liv i Helsinge, mener den konservative politiker og udvalgsformand, Jesper Behrensdorff. Foto: Lars Christiansen

Udvalgsformand: Skær gågaden ned til det halve

Der skal mere liv i Helsinge – og det skal ske nu, mener politikeren Jesper Behrensdorff

Af
Claus Johansen

Skær gågaden i Helsinge ned til det halve – og lav en sivegade på resten af stykket, hvor biler har adgang til at køre med lav hastighed.

Det foreslår udvalgsformand Jesper Behrensdorff (K), at man laver forsøg med. Baggrunden er blandt andet et ønske om at skabe mere liv i bymidten:

”Hvis vi ikke skal afvikle vores by, skal vi gøre noget ved det NU! Vi får nu tilført to store fødevarebutikker og flere hundrede nye boliger. Hvad venter vi på,” spørger Jesper Behrensdorff i et debatindlæg i Ugeposten.

I indlægget foreslår politikeren desuden, at butikkerne indfører søndagsåbent og længere åbningstider på hverdage. Over for Ugeposten uddyber Jesper Behrensdorff sine synspunkter:

”Jeg synes ikke, at vi prøver at tilrette vores handel efter behovet. Jeg tror på, at vores søndagshandel bliver bedre og bedre – mens lørdag bliver dårligere. Søndag er vores bedste dag målt over hele året. Det er simpelthen der, folk har tid,” siger Jesper Behrensdorff, som selv driver campingvirksomheden Bijé Camping & Fritid.

I dag lukker mange af butikkerne klokken 17.30. Politikeren mener, at butikkerne i stedet bør holde åbent til klokken 18 eller 19. Han peger på, at mange borgere i Gribskov arbejder andre steder og kommer sent hjem. Så kan det være svært at nå at handle i Helsinge:

”Rigtig mange pendler ud og ind af kommunen – kan de nå hjem og handle? Nej, det kan de ikke.”

Politikeren peger på, at det er en mulighed, at biblioteket rykker ind i Tinghuset – og det vil åbne nye muligheder for bymidten, mener han:

”Jeg er jo optaget af, hvordan vi får gjort Helsinge attraktiv. Nu får byen så mange nye ting ind i bymidten, som vi har råbt og skreget på, nemlig boliger og supermarkeder. Så er det jo godt, at vi også gør os nogle tanker om kulturen og butikslivet.”

Formanden for Gadekærforeningen (altså butikkerne i bymidten), Conny Nielsen, tvivler på, at en sivegade vil skabe mere liv i bymidten: ”Jeg kan jo godt se at, at det kan være godt – men det kan også være skidt. Når vi har så mange p-pladser, skal vi så lave en sivegade? Jeg kan ikke se, at det giver flere kunder i butikken,” siger Conny Nielsen.

Hun siger, at det er vanskeligt at skabe fodslag blandt butikkerne om søndagsåbent. Og hun frygter desuden, at det kan koste livet for de små specialbutikker:

”Søndagsåbent har vi jo prøvet et helt år, men så længe vi ikke kan få alle butikkerne med, føler kunderne ikke, at det er attraktivt. Vi kan jo ikke sige til butikkerne, at de SKAL holde åbent. Og derudover: Hvis man står alene hele ugen, skal man så også holde åbent om søndagen. Er det rimeligt? Vi risikerer simpelthen at miste de små specialbutikker, fordi de ikke har personale til at holde åbent alle dage. Så er der kun de store kædebutikker tilbage,” siger Conny Nielsen.

Hun er dog ikke umiddelbart afvisende over for længere åbningstider på hverdage og om lørdagen:

”Måske kan vi godt få vores medlemmer med på at holde åbent til klokken 18 på hverdage og klokken 15 eller 16 om lørdagen. Men klokken 19 tror jeg ikke på,” siger Conny Nielsen.

Publiceret 23 April 2019 10:51

Kulturskole vil starte fællessang

arrangement "Har du lyst til at være med til at skabe en tradition for fællessang og fællesskab om sang og musik på Helsinge Bibliotek?" Sådan lyder invitationen fra Kulturskolen Gribskov til et startmøde på Helsinge Bibliotek onsdag 27. november kl. 17.

Alle er velkomne, uanset om man er vant til at synge, kun synger under bruseren, kan spille klaver, eller bare nyder sangen, når den synges sammen med andre. Biblioteket sørger for kaffe og kage.

I forbindelse med fællessang til Spil Dansk ugen 30. oktober med borgmester Anders Gerner, sagde flere af de fremmødte, at det gav gåsehud at synge sammen. Og det har nu inspireret til at skabe en tradition for meget mere fællessang og forhåbentlig 'gåsehudsoplevelser' på Helsinge Bibliotek.

Ambitionen er, at det første arrangement bliver at synge julen ind en gang i løbet af december.

Har man spørgsmål inden mødet, kan man kontakte afdelingsleder Susse Manthey Olsen på mail ssoer@gribskov.dk.

jesl