Sådan forestiller borgerforeningen sig, at den planlagte 42 meter høje antennemast i Dronningmølle kommer til at se ud.

Sådan forestiller borgerforeningen sig, at den planlagte 42 meter høje antennemast i Dronningmølle kommer til at se ud.

Embedsmænd giver sig ikke: Fastholder 42 meter høj mast i bymidte

Den kritiserede placering af 42 meter høj telemast er den bedste, fastslår forvaltningen

Af
Claus Johansen

mobildækning Den planlagte antennemast i Dronningmølle bliver rejst på den omstridte placering i bymidten, hvis det står til kommunens embedsmænd.

Sagen bliver behandlet i denne uge i byrådets udvalg for udvikling, by og land.

Det er medlemmerne af borgerforeningen ikke glade for. De mener, at sagen bør belyses bedre:

”Det er en ommer. Grundlaget er ufuldstændigt. Andre placeringer, hvor masten kan stå mellem nogle træer, er ikke blevet undersøgt,” siger Jan-Helge Larsen, medlem af masteudvalget i Dronningmølle og Omegns Borgerforening.

Ifølge forvaltningen er andre placeringer dog blevet undersøgt, og den valgte – og stærkt kritiserede — placering er den bedste, fastslår embedsmændene. De lægger dog op til at plante hvidtjørn rundt om masten, fremgår det af udvalgets dagsorden.

Men det duer slet ikke, mener masteudvalget:

”Man kan ikke skjule den med bevoksning. Man kan godt få en bevoksning op til to meter, men det nytter jo ikke noget, når masten er 42 meter,” siger Jan-Helge Larsen.

Han understreger, at de ikke er imod en mast:

”Alle vil jo gerne have mobildækning, men ingen vil have en mast. Og så må man jo finde et kompromis. Det er vigtigt at understrege, at vi ikke er imod en mast. Men vi er imod, at den bliver placeret på det værst tænkelige sted – lige i synet på folk, der kommer til Dronningmølle,” siger Jan-Helge Larsen.

Sagen har vakt meget røre i Dronningmølle, hvor der har været borgermøde om sagen. Mange er kede af den valgte placering, og kommunen har modtaget 22 høringssvar om masteplaceringen.

Udvalget vil i denne uge diskutere, om sagen er blevet ordentligt belyst. Det siger udvalgsformanden, Pernille Søndergaard (Nyt Gribskov), som er glad for de mange reaktioner fra beboerne:

”Vi sætter pris på, at der er så mange aktive borgere i Dronningmølle. Og nu vil jeg gerne have diskuteret i udvalget, om sagen er belyst godt nok til, at vi kan træffe en beslutning. Det er dog vigtigt at understrege, at vi skal sikre en ordentlig mobildækning i området. Det bliver der ikke ændret på,” siger Pernille Søndergaard.

Publiceret 19 February 2019 10:15

Julekoncert i Helsinge kirke

Jul For første gang nogensinde bliver der afholdt julekoncert i Helsinge Kirke. Det sker 7. december klokken 15.

Initiativet er kommet fra nogle af kirkens medarbejdere, og de lover, at deltagerne garanteret er i julehumør, når de går hjem efter arrangementet. Eftermiddagen er planlagt således, at der er julemusik for alle generationer. Julesalmerne er valgt af kendte borgere i Helsinge, og de fortæller inden salmerne synges, hvorfor netop denne salme er deres favorit, blandt alle julens mange smukke melodier.

Kirkens organist Henrik Carlsen spiller på kirkens orgel således, at deltagerne kan synge med på de valgte julesalmer. Ind imellem synger Purnima Ortved nogle af de sange, hun har fremført i kirken i løbet af året blandet med kendte julesange. Hun bliver akkompagneret af kirkens kordegn Leif Hauge Christensen på keyboard.

Arrangementet er gratis.