Sygeplejersker tilknyttet det kommunale akutteam er flere gange blevet sat til at varetage sygeplejeopgaver som Attendo skulle have varetaget. Ikke akut, men planlagt. Modelfoto

Sygeplejersker tilknyttet det kommunale akutteam er flere gange blevet sat til at varetage sygeplejeopgaver som Attendo skulle have varetaget. Ikke akut, men planlagt. Modelfoto

Redder presset plejefirma:

Embedsmænd satte kommunale sygeplejersker til at udføre opgaver for Attendo

Sygeplejersker tilknyttet kommunens akutteam er flere gange siden efteråret blevet sat til at udføre planlagte opgaver som Attendo skulle have udført. Politikere vidste intet

Af
Jesper Gisli

Man kan ikke ligefrem beskylde Gribskov Kommunes administration for at modarbejde Attendo i plejefirmaets bestræbelser på at leve op til kontraktlige krav og opgaver. Tværtimod.

Agnes Helene Jensens dødsfald i maj 2017, og det efterfølgende røde påbud til Attendo for svigtet der lå bag dødsfaldet, var direkte årsag til, at der i efteråret blev iværksat en række tiltag der skulle stramme op på procedurer og sikre, at fejlene hos Attendo dermed skulle mindskes fremadrettet. Så langt, så godt.

LÆS GRIBSKOV KOMMUNES SVAR HER: Der er formentlig tale om en misforståelse

Men samtidigt blev der også iværksat mere eller mindre kreative løsninger fra kommunens administration, der skulle hjælpe Attendo med at passe deres arbejde i hjemmesygeplejen.

Planlagt arbejde for akutsygeplejersker

Ugeposten er i besiddelse af dokumentation for, at Gribskov Kommunes direktør på området, nu sygemeldte Mette Bierbaum, og kvalitetschef Lone Teglbjærg tog initiativ til, at Pleje Gribskovs kommunalt ansatte- og lønnede sygeplejersker i det såkaldte akut-team skulle køre ud for Attendo til vigtige sygeplejeopgaver, som det svenske plejefirma ikke kunne løfte. Vel at mærke planlagt, og ikke akut. Den første opgave og udkørsel var helt ekstraordinær, og en livsvigtig situation, og derfor dette ekstraordinære tiltag, bekræfter Mette Bierbaum i en mail.

Men det blev ikke til dette ene særtilfælde. Siden er Pleje Gribskovs akut-sygeplejersker i flere omgange, og ofte flere gange om dagen i op til både én og to uger, blevet planlagt at køre ud for at varetage opgaver som Attendo ellers skulle have varetaget. Efter ordre fra Mette Bierbaum og Lone Teglbjærg.

Embedsmænd er trådt til med kreative løsninger når Attendo har været presset til det yderste. Arkivfoto: Jens Berg Thomsen.

Embedsmænd er trådt til med kreative løsninger når Attendo har været presset til det yderste. Arkivfoto: Jens Berg Thomsen.

Et særtilfælde blev til flere planlagte opgaver

Den seneste af denne slags planlagte udkørsler, som Ugeposten kender til, er sket så sent som for fire uger siden. I alt har vi kendskab til 6-8 planlagte perioder af udkørsler som beskrevet, som Attendo ellers skulle have taget sig af.

Den politisk ansvarlige på området i seneste byrådsperiode, Birgit Roswall (V) er ikke blevet informeret om det kreative initiativ fra direktørens side, “eller, i hvert fald kan jeg ikke huske at jeg er blevet informeret om det”, siger Birgit Roswall til Ugeposten, og ønsker ellers ikke at kommentere den konkrete sag eller Attendo-skandalen yderligere.

Læs centerchef Mikkel Damgaards' skriftlige svar på tre relevante spørgsmål ved at klikke her

Den politisk ansvarlige på området i sudste periode, Birgit Roswall (V) fik øjensynligt ikke noget at vide om den den kreative løsning fra administrationens side. Pressefoto

Den politisk ansvarlige på området i sudste periode, Birgit Roswall (V) fik øjensynligt ikke noget at vide om den den kreative løsning fra administrationens side. Pressefoto

Publiceret 20 March 2018 00:00