Lars Corfitzen fra Kulturhavnen og Henrik Magelund fra Gilleleje Handels- og Turistforening vil nu arbejde videre på et konkret samarbejde i forhold til planlægning og koordinering af aktiviteter i byen. (Foto: Jesper Gisli)

Lars Corfitzen fra Kulturhavnen og Henrik Magelund fra Gilleleje Handels- og Turistforening vil nu arbejde videre på et konkret samarbejde i forhold til planlægning og koordinering af aktiviteter i byen. (Foto: Jesper Gisli)

Gribskov i udvikling:

Handelsstandsforeningen og Kulturhavnen vil arbejde tættere sammen i fremtiden

Ugeposten inviterede Lars Corfitzen og Henrik Magelund til en frokostsnak om fælles muligheder og samarbejde

Af
Jesper Gisli

GILLELEJE: "Kære Lars og Henrik. Ugeposten vil gerne invitere jer på frokost på Restaurant Far til 4 i forbindelse med vores temaserie Gribskov i udvikling. Det er vores tanke, at I spiser frokost sammen, bare jer to, og så kommer jeg til kaffen og hører hvad I har drøftet af muligheder for samarbejde, og jeres tanker om hvordan Kulturhavnen og handelsstandsforeningen kan løfte noget positivt sammen i fremtiden. Håber at I er friske på idéen."
Dét var Lars Corfitzen og Henrik Magelund fra henholdsvis Kulturhavnen og Gilleleje Handels- og Turistforening, og begge kvitterede hurtigt og positivt på emailen og frokostinvitationen.
Efter et par besøg i den store frokostbuffet, kom der i følge de to frokostgæster gode emner og idéer på bordet. Helt uforpligtende, og idéer "for egen regning", som man siger. Blot en brainstorm, og tanker og idéer der kan følges op på.

Bygge bro

"For det første er vi jo enige om, at Kulturhavnen og dens aktiviteter, vil løfte byens værdi på flere niveauer. Gilleleje har i forvejen masser at byde på, og Kulturhavnen bliver gode rammer for et endnu stærkere kulturliv, et endnu stærkere foreningsliv, og aktiviteter der helt sikkert vil skabe mere liv i gaderne og trække folk til byen. Dermed også flere kunder i butikkerne", starter Henrik Magelund over den friskbryggede kaffe.
"Et rigt foreningsliv er en kæmpe gevinst for enhver by, og er med til at skabe en styrket by. Og det gælder også for Gilleleje. Her kommer Kulturhavnens kulturhus til at spille en stor rolle", uddyber Henrik Magelund Lars Corfitzen, der har hovedrollen i Kulturhavnen, ønsker sig, at kulturhuset med blandt andet biograf, galleri, bar- og spiseområde og bibliotek, bliver en stærk bro mellem kulturlivet og foreningslivet i Gilleleje og omegn.
"Og der bliver masser af muligheder for at brede kulturlivet og foreningslivet ud, og tænke det ind i større sammenhænge. Blandt andet med butikkerne og foreningerne. En idé: En James Bond-premiere i biografen kunne rulles ud til at der er James Bond-tema i gaderne og butikkerne, og foreningerne hopper med på James Bond-vognen med forskellige aktiviteter. Og det er jo bare et tænkt eksempel, men et eksempel på, hvordan vi kan samarbejde".
Samarbejde om planlægning
Netop idéen om at samarbejde, som med James Bond-eksemplet, får Henrik Magelund og Lars Corfitzen til at arbejde konkret videre med et stærkere samarbejde i forhold til planlægning.

Etape 3: Ikke mere af det samme

"Vi holder rejsegilde i maj måned på etape 2-byggeriet, og vi satser på, at der inviteres til åbent hus for alle nysgerrige umiddelbart efter sommerferien. Om alt går vel, åbner vi for kulturhuset til december. Det er vores ambition. Allerede nu er de frivillige i fuld gang med at planlægge program og aktiviteter for foråret 2017, og frokostsnakken i dag har betydet, at vi nu går videre med at samarbejde tæt omkring koordinering af aktiviteter. Jeg kan kun se det som en fordel hvis Handels- og Turistforeningen kommer med helt ind i maskinrummet og være med til at planlægge og koordinere. Det kan der kun komme noget godt ud af, så vi kan løfte en masse aktiviteter sammen. Det skal vi helt sikkert arbejde videre på", siger Lars Corfitzen, imens Henrik Magelund nikker.
Lars Corfitzen og Henrik Magelund er enige om, at Kulturhavnen kan skabe synergier for byens handel. Også med Etape 3, Kulturhavnens sidste etape, hvor der kommer butikker og erhverv. Men så kræver det også at der i Etape 3 "ikke kommer mere af det samme, som vi har i byen i forvejen", som Henrik Magelund udtrykker det.
"Det er definitivt, at vi i Gilleleje ikke har brug for flere butikker og kvadretmeter med mere af det vi har i forvejen. Derfor er det mit håb at der kommer noget helt andet i Kulturhavnen, så det kan skabe liv og trafik, og tiltrække nye og flere kunder", siger Henrik Magelund.
"Enig. Vi gør os meget umage med at løfte opgaven med at få noget andet til byen. Både til os der bor her året rundt, og til turisterne. Det er ingen hemmelighed at vi er langt med planerne om at få et bryghus ind i etape 3. Vi får en meget stor sportsbutik, og så er der kun 2-300 kvadratmeter tilbage. Der satser vi også på noget helt nyt i byen. Jeg er enig i, at da kan vi skabe mere liv og trafik, nye kunder og gæster i byen der bruger hele byen", siger Lars Corfitzen.
De to herrer sagde pænt tak for mad, inden begge skulle videre i dagens program og til flere møder. Snakken fortsatte dog helt ud af restauranten, og i et par minutter foran restauranten mens der blev peget op mod byens centrum og ud over havneområdet. Magelund og Corfitzen ser muligheder, og at dømme efter stemningen, fortsætter den konstruktive snak i mellem de to.

Citatboks:
"Det er definitivt, at vi i Gilleleje ikke har brug for flere butikker og kvadretmeter med mere af det vi har i forvejen. Derfor er det mit håb at der kommer noget helt andet i Kulturhavnens etape 3, så det kan skabe liv og trafik, og tiltrække nye og flere kunder"
Henrik Magelund. Formand, Gilleleje Handels- og Turistforening

Publiceret 05 April 2016 04:30

Julekoncert i Helsinge kirke

Jul For første gang nogensinde bliver der afholdt julekoncert i Helsinge Kirke. Det sker 7. december klokken 15.

Initiativet er kommet fra nogle af kirkens medarbejdere, og de lover, at deltagerne garanteret er i julehumør, når de går hjem efter arrangementet. Eftermiddagen er planlagt således, at der er julemusik for alle generationer. Julesalmerne er valgt af kendte borgere i Helsinge, og de fortæller inden salmerne synges, hvorfor netop denne salme er deres favorit, blandt alle julens mange smukke melodier.

Kirkens organist Henrik Carlsen spiller på kirkens orgel således, at deltagerne kan synge med på de valgte julesalmer. Ind imellem synger Purnima Ortved nogle af de sange, hun har fremført i kirken i løbet af året blandet med kendte julesange. Hun bliver akkompagneret af kirkens kordegn Leif Hauge Christensen på keyboard.

Arrangementet er gratis.