Boager Børnehus har fået ny legeplads, som er åben for offentligheden udenfor institutionens åbningstider.

Boager Børnehus har fået ny legeplads, som er åben for offentligheden udenfor institutionens åbningstider.

Børn har valgt legeredskaber

Boager Børnehus åbner ny legeplads til foråret, og børnene har selv valgt legeredskaberne

HELSINGE: Boager Børnehus er et stærkt bevis på, at det sunde sagtens kan være sjovt. Her er der lavet en ny og helt særlig legeplads. Legepladsens hovedfokus er at styrke børnenes bevægelse og trivsel. Og hvordan beslutter man så, hvilke redskaber der er bedst? Ja, man lader naturligvis børnene stemme om, hvad de helst vil have.
Legepladsen er en del af Gribskov Kommunes projektet 'Grib Livet - hold dig på toppen', som har været i gang et års tid. Projektet handler om styrke sundheden og trivslen og er sat i gang på tværs af alle fagområder i kommunen. Meningen er, at det skal være nemt at vælge det sunde liv. Og så skal det være sjovt at bevæge sig samtidig med, at det udfordrer motorikken og styrker de sociale fællesskaber.
"Det har været fantastisk at lade børnene være med til at bestemme, hvad de synes er sjovt og ikke er sjovt på legepladsen. Børnenes stemme er jo altså den vigtigste for at få den bedste legeplads som motiverer og styrker både bevægelse og trivsel bedst hos børnene," siger den daglige pædagogiske leder af Boager, Rikke Svane.

Åbner legepladsen for borgerne

Udover at give børnene i Boager Børnehus en legeplads med særlig fokus på bevægelse og trivsel, så kommer børnehuset som den første i kommunen til at være åben for andre borgere uden for børnehusets åbningstider.
"Som kommune er det vores opgave at være med til at skabe rammerne for, at medarbejdere og borgere kan leve et sundt liv – eksempelvis ved at give tilbud om motion og bevægelse. Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi kan åbne kommunens første institutionslegeplads for offentligheden uden for åbningstiden," siger børneudvalgets formand Sisse Krøll Willemoes.

Publiceret 04 January 2016 15:15

Julekoncert i Helsinge kirke

Jul For første gang nogensinde bliver der afholdt julekoncert i Helsinge Kirke. Det sker 7. december klokken 15.

Initiativet er kommet fra nogle af kirkens medarbejdere, og de lover, at deltagerne garanteret er i julehumør, når de går hjem efter arrangementet. Eftermiddagen er planlagt således, at der er julemusik for alle generationer. Julesalmerne er valgt af kendte borgere i Helsinge, og de fortæller inden salmerne synges, hvorfor netop denne salme er deres favorit, blandt alle julens mange smukke melodier.

Kirkens organist Henrik Carlsen spiller på kirkens orgel således, at deltagerne kan synge med på de valgte julesalmer. Ind imellem synger Purnima Ortved nogle af de sange, hun har fremført i kirken i løbet af året blandet med kendte julesange. Hun bliver akkompagneret af kirkens kordegn Leif Hauge Christensen på keyboard.

Arrangementet er gratis.