Et øjeblik bliver alt stille og rummet emmer af dyb koncentration, mens to gange glas mødes. Det går godt og kort efter er der atter smil og løssluppen stemning blandt de to arbejdsvenner i glaspusteriet.

Et øjeblik bliver alt stille og rummet emmer af dyb koncentration, mens to gange glas mødes. Det går godt og kort efter er der atter smil og løssluppen stemning blandt de to arbejdsvenner i glaspusteriet.

Fire hænders fornemmelse for glas

Glaspusterne Christian Marcus-Møller og Laura Madsen hjælpes ad, når der skal arbejdes med store glasprojekter eller når små raffinerede detaljer skal på plads med sekunders præcision og ekstrem fingerfærdighed

Af
Tekst og foto: Malene Dietz

Holløselund: Varmen og den brusende lyd fra den store glasovn fylder rummet, når man træder ind i glaspusteriet, men ellers er der stille. Aktivitet er der dog masser af, for som et dansede par, glider de to glaspustere rundt i værkstedet med kontrollerede flydende bevægelser, mens endnu et glas tager form mellem deres hænder.
“Ofte kan det at være kunstner være ret ensomt, men sådan er det ikke med glaspusteri”, fortæller Laura Madsen om samarbejdet og fortsætter.
“Det kræver noget tid, at finde en, man virkelig arbejder godt sammen med, for den anden skal jo nærmest kunne læse ens tanker. Det er kun få sekunder der afgør, om glasset, når det mødes, har den rette temperatur, så de to delelementer kan smelte sammen til en perfekt enhed.

Glas netdating

De to glaspustere mødte hinanden i professionel sammenhæng via hjemmesiden glasnettet.dk, hvor glaspustere kan finde samarbejdspartnere. Det har gennem årene udviklet sig til et frugtbart parløb, hvor en del glasprojekter har set dagens lys, blandt andet har de sammen skabt Nordeas Erhvervspris. Til daglig arbejder de dog hvert deres sted med hver dagens projekter, men denne dag arbejdes der i Laura Madsens glaspusteri i Holløselund, for hun har en større ordre af glas, der skal være færdig. Det lægger lidt af et pres på hendes hjælpers skuldre.
“Jeg står blandt andet for at komme med foden til glasset, når Laura er klar til at sætte det på. Stykkerne skal være nøjagtig lige store, så glassene bliver så ens som muligt. Glasset skal have den perfekte temperatur, og så skal jeg levere det til Laura, uden hun beder om det, på det præcis rette tidspunkt. Her er det en hjælp, at vi kender hinandens arbejdsform så godt”, siger Christian Marcus-Møller, der er uddannet på Bornholm og blev glaspuster ved et tilfælde, da han som elektriker blev inspireret efter at have sat kontakter op hos en glaskunstner.

Christian Marcus-Møller holder formen, mens Laura Madsen sørger for, at den helt rette mængde luft sendes af sted.

Christian Marcus-Møller holder formen, mens Laura Madsen sørger for, at den helt rette mængde luft sendes af sted.

Det sociale er vigtigt

Laura Madsen er uddannet i England og på Orrefors i Sverige, og udover glaspusteriet arbejder hun også som lærer i blandt andet billedkunst.
“Jeg elsker glasset for dets styrke og skrøbelighed, og for de mange muligheder der er, for at udvikle nye ideer og teknikker. Desuden elsker jeg, at det er et socialt håndværk, som kræver, at man tør åbne op for at arbejde med andre kunstnere,” siger Laura Madsen, der i anledningen af glaspusteriets 12-års fødselsdag inviterer til liveshow i værkstedet.




Se Christian og Laura underholde med glaspusteri d. 9.+10. august, ml. 10-16 hos Lamaglas, Holløselund Strandvej 51, 3210 Vejby. Se mere på: www.lamaglas.dk

En ovn på over 100 grader varmer glasset op. Det er kun graden af orange og en god ituition, der fortæller, om glasset er parat.

En ovn på over 100 grader varmer glasset op. Det er kun graden af orange og en god ituition, der fortæller, om glasset er parat.

Ikke to glas er helt ens, når de håndpusten, så der arbejdes koncentreret på at få glassene til at ligne hinanden mest muligt.

Ikke to glas er helt ens, når de håndpusten, så der arbejdes koncentreret på at få glassene til at ligne hinanden mest muligt.

Publiceret 07 August 2014 00:00