DEBAT: Lad os få mere liv i gågaden

Af
Peter Rixen

Løgelandsvej 27

Helsinge

debat Jeg har tidligere slået på, at man prøvede at gøre selve gågaden mere aktiv, nu da der er mange detailforretninger, der er lukket.

Jeg foreslog at flytte biblioteket ned i den gamle bankbygning. Hvilket ikke skete. Hertil foreslog jeg, at forretningen Superbest blev omdannet til et iværksætterhus til de mange nye spændende firmaer, der er vokset op i Gribskov Kommune. Ja man kunne måske supplere denne bygning med andre gøremål. Alt sammen for at styrke Helsinge centrum, så udviklingen kunne vendes.

Intet af dette er sket. I stedet skal Superbest-bygningen rives ned, og en anden bygning skal opføres til et nyt supermarked, som der slet ikke er behov for og som vil være med til at undergrave de andres overlevelsesmuligheder på sigt.

Når jeg gentager mine holdninger her endnu en gang, skyldes det, at politikeren Morten Ulrik Jørgensen, der sidder i ledelsen af vor kommune, efterfølgende er kommet med nogle udsagn om, hvor vigtigt det er, at vi styrker Helsinge centrum, nu da detailhandlen er nedadgående, og mange butikker er tomme.

“Godav mand økseskaft“ tænker man. Hvorfor har han så ikke tidligere gjort noget, da mulighederne forelå?

I Hillerød har man et meget velfungerende erhvervsforum. Jeg tror, at man i Gribskov Kommune kan lære meget her. Indenfor erhvervsudvikling i øvrigt, så snorksover man i Gribskov Kommune.

Publiceret 27 April 2019 10:00

Kulturskole vil starte fællessang

arrangement "Har du lyst til at være med til at skabe en tradition for fællessang og fællesskab om sang og musik på Helsinge Bibliotek?" Sådan lyder invitationen fra Kulturskolen Gribskov til et startmøde på Helsinge Bibliotek onsdag 27. november kl. 17.

Alle er velkomne, uanset om man er vant til at synge, kun synger under bruseren, kan spille klaver, eller bare nyder sangen, når den synges sammen med andre. Biblioteket sørger for kaffe og kage.

I forbindelse med fællessang til Spil Dansk ugen 30. oktober med borgmester Anders Gerner, sagde flere af de fremmødte, at det gav gåsehud at synge sammen. Og det har nu inspireret til at skabe en tradition for meget mere fællessang og forhåbentlig 'gåsehudsoplevelser' på Helsinge Bibliotek.

Ambitionen er, at det første arrangement bliver at synge julen ind en gang i løbet af december.

Har man spørgsmål inden mødet, kan man kontakte afdelingsleder Susse Manthey Olsen på mail ssoer@gribskov.dk.

jesl