En naturperle i Nordsjælland

Hans Andersen, MF (V), valgt i Nordsjælland

NATIONALPARK Til stor glæde er Kongernes Nordsjælland netop blevet godkendt som Danmarks femte nationalpark. Det har krævet flere års hårdt arbejde, og derfor er det glædeligt, at Venstre-regeringens Miljø- og Fødevareminister, Esben Lunde Larsen, sammen med de øvrige partier i forligskredsen, har givet nationalparken grønt lys.

Med Kongernes Nordsjælland vil naturområderne i Gribskov Kommune for alvor komme på landkortet. Det giver en række muligheder, som vi sammen skal gribe. Det kommer til at styrke turismen i området, og det bliver endnu mere attraktivt at se mod Gribskov og Nordsjælland, når bopælen skal vælges. Det smitter af på det lokale erhvervsliv og vil være til gavn for alle borgere.

Foran os ligger der en opgave i at gøre området mere sammenhængende, som er en udvikling, der skal ske på frivillig basis og med lokal opbakning. Men jeg mener, at flere års hårdt forarbejde og vedholdenhed på tværs af partier, lokale kræfter og forbund vidner om, at det godt kan lade sig gøre. Det første store skridt på vejen er taget til glæde for hele Nordsjælland og de fremtidige generationer.

Publiceret 06 September 2016 13:25

Julekoncert i Helsinge kirke

Jul For første gang nogensinde bliver der afholdt julekoncert i Helsinge Kirke. Det sker 7. december klokken 15.

Initiativet er kommet fra nogle af kirkens medarbejdere, og de lover, at deltagerne garanteret er i julehumør, når de går hjem efter arrangementet. Eftermiddagen er planlagt således, at der er julemusik for alle generationer. Julesalmerne er valgt af kendte borgere i Helsinge, og de fortæller inden salmerne synges, hvorfor netop denne salme er deres favorit, blandt alle julens mange smukke melodier.

Kirkens organist Henrik Carlsen spiller på kirkens orgel således, at deltagerne kan synge med på de valgte julesalmer. Ind imellem synger Purnima Ortved nogle af de sange, hun har fremført i kirken i løbet af året blandet med kendte julesange. Hun bliver akkompagneret af kirkens kordegn Leif Hauge Christensen på keyboard.

Arrangementet er gratis.