Stor bazar i Gilleleje Sognegård

arrangement Det er en mangeårig tradition, at en kreds af 15-20 frivillige fra sensommeren begynder at tænke på den årlige bazar i Gilleleje Sognegård. Og på lørdag 23. november er den en realitet, hvor den åbnes kl. 13 af sognepræst Ole Buchardt Olesen.

Herefter vil der være adgang til de mange boder med marmelader hjemmelavet på basis af afgrøder dyrket i Gilleleje, julehjerter og -stjerner, dekorationer og perlehalskæder. Der er også bagt sirupskager, boller og julesmåkager.

Der vil være amerikansk lotteri, med flotte gevinster skænket af både private og handlende i Gilleleje, og der er tombola og med særlig tanke på børnene fiskedam. Endelig er der et loppemarked, og i cafeen kan man nyde en kop kaffe eller te med kringle og lagkage.

Pengene fra bazaren går til Danmission, som er en del af det folkekirkelige samarbejde. Danmission's arbejde foregår i Danmark, Afrika, Mellemøsten og Asien.

jesl

Publiceret 22 November 2019 14:00

Julekoncert i Helsinge kirke

Jul For første gang nogensinde bliver der afholdt julekoncert i Helsinge Kirke. Det sker 7. december klokken 15.

Initiativet er kommet fra nogle af kirkens medarbejdere, og de lover, at deltagerne garanteret er i julehumør, når de går hjem efter arrangementet. Eftermiddagen er planlagt således, at der er julemusik for alle generationer. Julesalmerne er valgt af kendte borgere i Helsinge, og de fortæller inden salmerne synges, hvorfor netop denne salme er deres favorit, blandt alle julens mange smukke melodier.

Kirkens organist Henrik Carlsen spiller på kirkens orgel således, at deltagerne kan synge med på de valgte julesalmer. Ind imellem synger Purnima Ortved nogle af de sange, hun har fremført i kirken i løbet af året blandet med kendte julesange. Hun bliver akkompagneret af kirkens kordegn Leif Hauge Christensen på keyboard.

Arrangementet er gratis.