Berlev med band gæster Gribskov Kultursal fredag 25. oktober kl. 20. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Berlev med band gæster Gribskov Kultursal fredag 25. oktober kl. 20. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Gasolin-trommeslager kommer til Gribskov: Jeg mindes Gasolin mest på den gode måde

Mere end 40 år efter Gasolin er bandets tromme-slager Søren Berlev stadig en ihærdig rock´n roller. Hans band gæster Gribskov Kultursal fredag 25. oktober

Af
Niels Idskov

Der er som navnet tale om god gammeldags rock´n roll, når Berlev´s Rock´n Roll Hotel ruller sig ud. Det sker fredag 25. oktober i Gribskov Kultursal, og det er den tidligere trommeslager i Gasolin, Søren Berlev, der er bandets samlingspunkt. Det er også ham, der har skrevet alle de numre, der er med på bandets første album, You can make it, der udkom sidste år.

"Close the line" er titlen på en på Spotify allerede tilgængelig single samt det nye album, der er på gaden i december fra bandet, hvis yngste medlem er 24 år, men Berlev med sine 69 år er alderspræsident.

Masser af koncerter

"Så længe helbredet holder, og så længe lysten er der, så fortsætter jeg," siger Søren Berlev i telefonen lige før en øveaften hjemme i hans studie i Husum. Efter senest at have spillet i Birkerød glæder Berlev og Co. sig til koncerten i Helsinge og de efterfølgende optrædender i Ringe og Brønderslev. Engagementer skorter det ikke på, og der venter også en turné til foråret.

"Jeg kender Nordsjælland fra min opvækst i Farum og med ture op til kysten og Gribskov. Jeg har altid elsket at komme i skoven - ligesom jeg elsker rock´n roll og at male", siger Berlev.

Gasolin på den gode måde

På gaden møder han ofte folk, der husker ham fra Gasolin-tiden - selv om det er over 40 år siden, at bandet lukkede ned.

"Jeg mindes Gasolin mest på den gode måde. Folk på gaden siger ligefrem tak for den tid. Men det gælder jo om at kigge fremad og lave noget nyt. Der står jeg i dag. En overgang tog vi ud og spillede noget retro-Gasolin, det skulle jo lige prøves," uddyber Søren Berlev.

Der knytter sig i øvrigt den pudsighed til indspilningen af Berlev-bandets første album, at det foregik i studiet hos Sweet Silence. i København. Det var hos Sweet Silence - dengang i Helsingør - at Gasolin i 1976 var det første band, der indspillede musik der.

Publiceret 17 October 2019 10:00