Verdis opera 'Macbeth' vises i Tisvilde Bio i en opsætning fra Staatsoper i Berlin fra 2018 med Placido Domingo og Anna Netrebko. Pressefoto

Verdis opera 'Macbeth' vises i Tisvilde Bio i en opsætning fra Staatsoper i Berlin fra 2018 med Placido Domingo og Anna Netrebko. Pressefoto

'Macbeth' med Placido Domingo i Tisvilde Bio

operabio I en optagelse fra Staatsoper, Berlin 2018, viser Tisvilde Bio Guiseppe Verdis opera 'Macbeth' tirsdag 8. oktober kl. 19.30-22.30.

Komponisten Verdi skrev sin 'Macbeth' på kun to uger. Operaen faldt ikke i det italienske publikums smag øjeblikkelig, men efter nogle ændringer, bl.a. tilføjet et balletoptrin i tredje akt, blev operaen en stor succes, og den spilles ofte i dag.

'Macbeth', hentet fra Shakespeare, er et voldsomt, skotsk drama, som foregår omkring år 1000. Macbeth er en ung tronstræber, som begiver sig ud på heden, sammen med sin sammensvorne Banquo. Her konsulterer de heksene, der forsikrer Macbeth om, at han kan blive konge af Skotland. Han fortæller sin kone om spådommen, og hun overtaler ham til at myrde den nulevende konge, Duncan.

I versionen fra 2018 styrer instruktøren handlingen i et moderne rum - en byggeplads - med den 78-årige Placido Domingo i hovedrollen som Macbeth og Anna Netrebko som hans kone.

Billetter til 175 kr. på www.tisvildebio.dk eller på tlf. 4870 9900.

jesl

Publiceret 04 October 2019 16:00