Åbent hus på Græsted Station

arrangement Nordsjællands Veterantog er igen i år med til at markere 'Kultur-på-skinner', og i anledning af arrangementet 29. juni til 31. august vil der være åbent hus på Græsted Station 29. juni kl. 10-16.

Åbent hus på Græsted Station vil have fokus på det gamle håndværk , hvor de arbejdende værksteder viser klasse-håndværk for både lokomotiver og vogne.

Her vil Nordsjællands Veterantog også fremvise den ny-renoverede vogn B27, som næsten er klar til drift.

Vognen vil være åben for publikum som ved selvsyn kan se, hvor smuk en vogn kan blive, når dygtigt håndværk forandrer en vogn fra vrag til perle. Vognen forventes sat i ordinær drift i løbet af sommeren.

På tur med toget

Man kan også komme med veterantoget på en tur mellem Græsted og Mårum eller mellem Græsted og Gilleleje.

På dagen kan man også opleve damplokomotivet Sj 1307 komme brusende gennem stationen i forbindelse med et privat selskab, ligesom øvrige lokomotiver og vogne vil være åbent for publikum.

Billetter til toget købes på stationen eller på toget. Adgang til stationen er gratis

Læs mere på www.veterantoget.dk.

jesl

Publiceret 26 June 2019 19:00

Kulturskole vil starte fællessang

arrangement "Har du lyst til at være med til at skabe en tradition for fællessang og fællesskab om sang og musik på Helsinge Bibliotek?" Sådan lyder invitationen fra Kulturskolen Gribskov til et startmøde på Helsinge Bibliotek onsdag 27. november kl. 17.

Alle er velkomne, uanset om man er vant til at synge, kun synger under bruseren, kan spille klaver, eller bare nyder sangen, når den synges sammen med andre. Biblioteket sørger for kaffe og kage.

I forbindelse med fællessang til Spil Dansk ugen 30. oktober med borgmester Anders Gerner, sagde flere af de fremmødte, at det gav gåsehud at synge sammen. Og det har nu inspireret til at skabe en tradition for meget mere fællessang og forhåbentlig 'gåsehudsoplevelser' på Helsinge Bibliotek.

Ambitionen er, at det første arrangement bliver at synge julen ind en gang i løbet af december.

Har man spørgsmål inden mødet, kan man kontakte afdelingsleder Susse Manthey Olsen på mail ssoer@gribskov.dk.

jesl