Den nye BMW 2-serie Gran Coupé er et eksempel på de nye stilrene premium coupéagtige sedaner, som er på vej. Foto: BMW

Den nye BMW 2-serie Gran Coupé er et eksempel på de nye stilrene premium coupéagtige sedaner, som er på vej. Foto: BMW

Sedaner kan blive et oprør mod de høje biler

Mere unikt designede sedaner i mellemklassen kan blive spydspidsen i et ungdomsoprør mod de høje SUV'er og crossovere

Af
Jens Overgaard

sedan Det er muligt, at bilkøberne verden over er vilde med de nye høje SUV'er og crossovere, der både giver godt udsyn, regulær siddestilling og let kan styles, så de ligner en million. Men det er også biler, der har et højere forbrug, fordi højden bl. a. giver øget luftmodstand, og det er noget, som bl. a. i Tyskland giver kritik fra bl. a. miljøgrupper.

Hyundai i30 Fastback, der er en sedan med coupéelementer, er et helt nyt bud i mellemklassen. Foto: Hyundai

Hyundai i30 Fastback, der er en sedan med coupéelementer, er et helt nyt bud i mellemklassen. Foto: Hyundai

Som noget helt nyt, er der nu også branchefolk, der taler om, at der kommer et oprør fra unge bilkøbere, der vil have noget helt andet end deres forældre.

De vender sig hen mod en klassisk karrosseritype som sedan, men med et tvist. Det er en biltype, vi på vore breddegrader mest ser i firmaklassen, mens mellemklassebiler som VW Jetta, Toyota Corolla sedan eller Ford Focus sedan er historie, men hvor de to første lever i bedste velgående i USA.

Mazda holder fast i den afrundede sedanstil i den nye og meget vellykkede 3 sedan. Foto: Mazda

Mazda holder fast i den afrundede sedanstil i den nye og meget vellykkede 3 sedan. Foto: Mazda

Til gengæld er der grøde med nye modeller som Hyundai i30 Fastback, Honda Civic 4-dørs eller for den sags skyld premium-modeller som den nye BMW 2-serie Gran Coupé, der ligesom konkurrenten Mercedes CLA har en mere coupéagtig afrunding.

En modreaktion

Automotive Week beskriver udviklingen med undersøgelser fra Nissan, som viser, at de unge simpelthen er trætte af crossovere og SUV'er.

»Det er en slags reaktionær reaktion. Og når bilindustrien ikke kan opfinde en ny karosseriform, så springer folk tilbage til noget, der aldrig var helt dårligt,« siger Alfonso Albaisa, der er vicepræsident for globalt design hos Nissan, til Automotive Week.

Der er dog også rent praktiske årsager til, at den lave sedan kan få et comeback. Det handler om et øget krav til lav udledning af CO2 og især elbiler, lyder det fra Hakon Samuelsson, der er chef for Volvo, til bladet.

»Folk, der er interesseret i lang rækkevidde, kan ikke ignorere, at lav frihøjde og bedre aerodynamik er bedre. Derfor vil jeg ikke blive overrasket, hvis disse markedskræfter fremtvinger et comeback for små sedaner, især hvis du slet ikke behøver en bil på størrelse med en SUV,« siger Hakon Samuelsson.

Et eksempel på dette er den forholdsvis nye Tesla Model 3, der er en sedan i mellemklassen, som både kører godt og byder på lang elektrisk rækkevidde.

Plusser og minusser

Hos Volvo oplever man pæn succes med den nye S60 sedan, som produceres i USA, men dog er en størrelse, som svarer til firmaklassen herhjemme.

Her er målet, at halvdelen af produktionen skal gå til eksport. En stor del vil ud over Europa sendes til markeder, hvor sedaner helt traditionelt har været et symbol på succes, det er f.eks. Kina, Rusland og Sydamerika.

I Europa har sedanerne mest haft dette omdømme i den sydlige del af kontinentet. Men det kan meget vel også rykke nordpå i de kommende år.

Der er dog også en bagside for de praktisk anlagte danskere; en bil med kuffert bagude har ikke altid et bagagerum, der er så fleksibelt som i en hatchback. Men hvis bagsædet kan lægges helt eller delvist ned, er der dog en fleksibilitet.

Publiceret 14 November 2019 09:13

Julekoncert i Helsinge kirke

Jul For første gang nogensinde bliver der afholdt julekoncert i Helsinge Kirke. Det sker 7. december klokken 15.

Initiativet er kommet fra nogle af kirkens medarbejdere, og de lover, at deltagerne garanteret er i julehumør, når de går hjem efter arrangementet. Eftermiddagen er planlagt således, at der er julemusik for alle generationer. Julesalmerne er valgt af kendte borgere i Helsinge, og de fortæller inden salmerne synges, hvorfor netop denne salme er deres favorit, blandt alle julens mange smukke melodier.

Kirkens organist Henrik Carlsen spiller på kirkens orgel således, at deltagerne kan synge med på de valgte julesalmer. Ind imellem synger Purnima Ortved nogle af de sange, hun har fremført i kirken i løbet af året blandet med kendte julesange. Hun bliver akkompagneret af kirkens kordegn Leif Hauge Christensen på keyboard.

Arrangementet er gratis.