Steen Meldgaard fra Garia med en af de City EC-modeller, som skal være med til at bane vejen for den danske producent af elektriske varevogne. Foto: Jens Overgaard

Steen Meldgaard fra Garia med en af de City EC-modeller, som skal være med til at bane vejen for den danske producent af elektriske varevogne. Foto: Jens Overgaard

Dansk bilfabrik har store forventninger til ny, praktisk elbil

Der bliver et stort behov for små elektriske og praktiske varebiler inden for de kommende år, forudser Garia, der producerer elektriske ladbiler fra fabrikken i Viborg

Af
Jens Overgaard

produktion Danmark har i stilhed fået en større bilproduktion i gang, og mulighederne er store i en verden, der for alvor er ved at omstille sig til elektriske biler.

Det er nemlig batterier, som er hjertet i de køretøjer, som forlader produktionshallerne hos Garia i Viborg, der ellers har slået sit navn fast som producent af golfbiler i den eksklusive ende, men de seneste tre-fire år har gearet op for såkaldte Utility-køretøjer.

Det er små ladvogne, som kan bygges op til ethvert formål, og som der er kommet gang i produktionen af i Viborg.

Her bygges der samlet set 1.000 køretøjer om året, når både golfbiler og Utility-køretøjer tages med. En stor ordre til Post Nord på hele 1.200 biler over en årrække har været med til at sætte yderligere gang i produktionen.

To grupper

Erhvervskøretøjerne er delt op i to hovedgrupper, der hedder "facility management" og "last mile delivery" og retter sig henholdsvis mod f.eks. kommuner, parker, boligforeninger og gartnere samt firmaer inden for nærdistribution som pakkepostfirmaer som UPS eller Post Nord. Derudover har Facebook købt fire biler til det nye, store datacenter på Fyn.

Viften af muligheder for firmaet er bred, vurderer Steen Meldgaard, som er international key account manager hos Garia. Det sker, i takt med at politikerne i en række byer stiller krav om miljøvenlig og emissionsfri transport ved indkøb af køretøjer til offentlige myndigheder, som det bl. a. netop er sket i København.

"Der er også opgaver med transport, som skal løses inde i byerne. Og her har man i dag i stort omfang kun de gamle dieseldrevne biler, som man efterhånden er ved at få øje på. Vores elbiler er ikke alene mere miljøvenlige, de er også billigere," siger Steen Meldgaard.

Priserne for Garia Utility-modellerne afhænger meget af rækkevidde og cargo-kassen. De ligger fra 14.000 euro - eller 105.000 kr. plus moms for den billigste model til 34.000 euro eller 254.000 kr. plus moms for den dyreste.

Rent praktisk foregår produktionen ved, at man her samler bilerne med dele fra en række underleverandører.

Jysk investerede for en halv snes år siden i Garia. Jacob Brunsborg, der er søn af erhvervsmanden Lars Larsen, er i dag en del af firmaet.

Siden har Jysk og Lars Larsen sat yderligere midler i firmaet, som har haft en række år med røde tal i millionstørrelsen.

FAKTA

Garia:

    Har hovedsæde i Greve og produktion i Viborg sammen med JP Group.

    Produktionen er på omkring 1.000 køretøjer om året, fordelt på golfbiler og Utility-køretøjer til erhverv.

    Garia har også produktion af golfbiler i amerikanske Houston, Texas.

Publiceret 30 April 2019 14:05

Kulturskole vil starte fællessang

arrangement "Har du lyst til at være med til at skabe en tradition for fællessang og fællesskab om sang og musik på Helsinge Bibliotek?" Sådan lyder invitationen fra Kulturskolen Gribskov til et startmøde på Helsinge Bibliotek onsdag 27. november kl. 17.

Alle er velkomne, uanset om man er vant til at synge, kun synger under bruseren, kan spille klaver, eller bare nyder sangen, når den synges sammen med andre. Biblioteket sørger for kaffe og kage.

I forbindelse med fællessang til Spil Dansk ugen 30. oktober med borgmester Anders Gerner, sagde flere af de fremmødte, at det gav gåsehud at synge sammen. Og det har nu inspireret til at skabe en tradition for meget mere fællessang og forhåbentlig 'gåsehudsoplevelser' på Helsinge Bibliotek.

Ambitionen er, at det første arrangement bliver at synge julen ind en gang i løbet af december.

Har man spørgsmål inden mødet, kan man kontakte afdelingsleder Susse Manthey Olsen på mail ssoer@gribskov.dk.

jesl