Efter en overhaling kom to bilister op at slås, og den ene endte med at få et spark i skridtet.

Efter en overhaling kom to bilister op at slås, og den ene endte med at få et spark i skridtet. Modelfoto: Adobe Stock

Av-av: Bilist sparket i skridtet efter overhaling

To bilister kom torsdag formiddag op at slås efter en uenighed i trafikken. Her overhalede den ene, en mand kørende i en cremefarvet Citroën, den anden mand, en 46-årig mand fra Kgs. Lyngby, ved de dobbeltoptrukne streger ved rundkørslen på Bonderupvejen i Gilleleje.

Overhalingen fik den 46-årige mand til at dytte af den anden bilist, som efterfølgende gjorde tegn til, at den 46-årige skulle køre ind til siden. Da den 46-årige gjorde det og rullede sin bilrude ned, kom den anden mand hen til bilen og tog fat i kraven på den 46-årige.

Den 46-årige steg ud af bilen, hvorefter den anden mand slog ham med knytnæve ved det ene øje, og den 46-årige sparkede den anden mand i skridtet.

Manden i den cremefarvede Citroën kørte efter kontroversen fra stedet. Han beskrives som østeuropæisk af udseende, 35-37 år, 185 cm høj og muskuløs, hvid i huden, sort kort hår. Hans ansigt bar præg af et hårdt liv, og han var iført sort hættetrøje, sort eller blå cowboyjakke samt sorte træningsbukser med hvide striber, oplyser Nordsjællands Politi i døgnrapporten.

CJ

Publiceret 29 November 2019 12:30

Julekoncert i Helsinge kirke

Jul For første gang nogensinde bliver der afholdt julekoncert i Helsinge Kirke. Det sker 7. december klokken 15.

Initiativet er kommet fra nogle af kirkens medarbejdere, og de lover, at deltagerne garanteret er i julehumør, når de går hjem efter arrangementet. Eftermiddagen er planlagt således, at der er julemusik for alle generationer. Julesalmerne er valgt af kendte borgere i Helsinge, og de fortæller inden salmerne synges, hvorfor netop denne salme er deres favorit, blandt alle julens mange smukke melodier.

Kirkens organist Henrik Carlsen spiller på kirkens orgel således, at deltagerne kan synge med på de valgte julesalmer. Ind imellem synger Purnima Ortved nogle af de sange, hun har fremført i kirken i løbet af året blandet med kendte julesange. Hun bliver akkompagneret af kirkens kordegn Leif Hauge Christensen på keyboard.

Arrangementet er gratis.