Akuthelikopteren ventede på et nærliggende græsstykke og fløj kvinden til Rigshospitalet.

Akuthelikopteren ventede på et nærliggende græsstykke og fløj kvinden til Rigshospitalet. Foto: Claus Johansen

Fløjet til Rigshospitalet: Kvinde alvorligt kvæstet i trafikulykke

Kvinde fra Helsinge måtte skæres fri efter påkørsel på parkeringsplads

Af
Claus Johansen og Benjamin Garne Jakobsen

En kvinde i 60’erne med bopæl i Helsinge blev mandag eftermiddag påkørt og alvorligt kvæstet på Faktas parkeringsplads i Helsinge.

Ulykken skete ved 14-tiden. En hvid Mercedes ført af en ung kvinde påkørte den ældre kvinde på selve parkeringspladsen så voldsomt, at kvinden måtte skæres fri. Hun blev efterfølgende behandlet på stedet, før hun i en ambulance blev transporteret et par hundrede meter til akuthelikopteren, som holdt klar på en græsplæne. Ved 15-tiden lettede helikopteren for at flyve patienten til Rigshospitalets traumecenter. Den unge fører af Mercedes-bilen blev afhørt på stedet af politiet, men har ikke kunnet forklare, hvad der præcis skete. Politiets vagtchef tilføjer, at det er vanskeligt at forklare hændelsesforløbet, da der ikke umiddelbart er nogen vidner til ulykken. Mercedes-bilen er blevet transporteret til en adresse, hvor en bilinspektør nu skal undersøge køretøjet nærmere.

Ulykken skete på Faktas parkeringsplads. Den hvide Mercedes på billedet påkørte kvinden, som måtte skæres fri.

Ulykken skete på Faktas parkeringsplads. Den hvide Mercedes på billedet påkørte kvinden, som måtte skæres fri. Foto: Benjamin Garne Jakobsen

Nordsjællands Politi oplyser mandag eftermiddag ved 17-tiden, at kvindens pårørende er orienteret, men politiet kunne ikke give nærmere detaljer om kvindens tilstand på grund af travlhed på Rigshospitalet.

Publiceret 18 November 2019 15:30

Julekoncert i Helsinge kirke

Jul For første gang nogensinde bliver der afholdt julekoncert i Helsinge Kirke. Det sker 7. december klokken 15.

Initiativet er kommet fra nogle af kirkens medarbejdere, og de lover, at deltagerne garanteret er i julehumør, når de går hjem efter arrangementet. Eftermiddagen er planlagt således, at der er julemusik for alle generationer. Julesalmerne er valgt af kendte borgere i Helsinge, og de fortæller inden salmerne synges, hvorfor netop denne salme er deres favorit, blandt alle julens mange smukke melodier.

Kirkens organist Henrik Carlsen spiller på kirkens orgel således, at deltagerne kan synge med på de valgte julesalmer. Ind imellem synger Purnima Ortved nogle af de sange, hun har fremført i kirken i løbet af året blandet med kendte julesange. Hun bliver akkompagneret af kirkens kordegn Leif Hauge Christensen på keyboard.

Arrangementet er gratis.