"Her i Nordsjælland har vi sat massivt ind over for indbrud,” siger Carsten Spliid, politiinspektør i Nordsjællands Politi. Modelfoto: Adobe Stock sdecoret - stock.adobe.com

Antallet af indbrud falder i Gribskov

Der er stadig alt for mange, der oplever indbrud, men nye tal fra Danmarks Statistik viser, at det er blevet sværere at være indbrudstyv i Nordsjælland

Af
Flemming Saugmann

kriminalitet Hvis du synes det er blevet lidt mere sikkert at bo i Gribskov kommune, tager du ikke helt fejl. For ifølge nye tal fra Danmarks Statistik blev der i Nordsjælland kun anmeldt 737 indbrud i private hjem i årets andet kvartal. Det er et fald på over 12 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Og ser man specifikt på Gribskov, er antallet af indbrud i første og andet kvartal i år faldet fra hele 62 til 39.

Tendensen er den samme i de fleste nordsjællandske kommuner, hvor man af tallene kan se, at tyvenes foretrukne jagtmarker er Rudersdal, hvor indbruddene er over hundrede, mens også Helsingør og Hillerød fortsat ligger på den forkerte side af 50 indbrud i 2. kvartal i år.

”Men det er rigtig glædeligt, at det går i den rigtige retning med indbrudstallene. Her i Nordsjælland har vi sat massivt ind overfor indbrud. Vi har indgået et samarbejde med Bo trygt!, som betyder, at vi går til det præventive arbejde på en ny måde med oplysning i centrum, og vi har afholdt nogle meget velbesøgte borgermøder. Vi kan helt tydeligt mærke, at det har skærpet borgernes interesse for Nabohjælp og indbrudsforebyggelse, men der er stadig et uforløst potentiale i forhold til indbrudsforebyggelse i Nordsjælland, og det vil vi gerne gøre noget mere ved,” siger Carsten Spliid, der er politiinspektør i Nordsjællands Politi.

Gør borgerne utrygge

TrygFonden, Realdania, Bolius og Det Kriminalpræventive Råd (DKR) står bag indsatsen Bo trygt!, der har som målsætning at reducere antallet af indbrud i private hjem fra over 30.000 til under 10.000 om året. For målt pr. indbygger sker der omkring tre gange så mange indbrud i private hjem i Danmark som i Sverige, Norge og Tyskland, og tanken om indbrud i eget hjem gør hver fjerde dansker utryg.

”Men heldigvis er der meget, man selv kan gøre,” fortæller Britt Wendelboe.

”For det, en tyv er allermest bange for, er at blive set, og vi anbefaler, at man nu hvor hækkene er ved at være afblomstrede finder hækkesaksen frem og klipper hækken ned. For så giver man naboerne mulighed for at kigge ind og forstyrre en tyv, der er på vej på arbejde. Hvis man ovenikøbet sætter lys med sensorer op, så vil tyven have meget sværere ved at få arbejdsro – også i aften- og nattetimerne.”

Sommeren er travl

Rigtig mange indbrud sker i ferierne, og derfor kan det være en rigtig god idé at sikre sit hus og tilmelde sig Nabohjælp, inden man drager afsted. Der er 280.000 nabohjælpere i Danmark, og tallet stiger hele tiden.

”Der sker typisk mange indbrud i juli måned, men gode naboer er en af de bedste måder at beskytte sig imod tyven på. Naboer, der hilser på ukendte ansigter og spørger ind til deres ærinde på vejen, stresser en indbrudstyv, og vi ved, at aktiv nabohjælp kan forhindre op til hvert femte indbrud. Derfor er vi ekstra glade her i sommerferien for de mange nabohjælpere over hele landet, siger Emilie Birk Jørgensen, der er analytiker i Det Kriminalpræventive Råd.

Publiceret 21 July 2019 16:09