Sådan så det ud, da politiet rykkede ud i Plejelt i januar. Foto: Steven Knap/Byrd 2

Sådan så det ud, da politiet rykkede ud i Plejelt i januar. Foto: Steven Knap/Byrd 2

Er sigtet for forsøg på manddrab: Politiet frygter, Mikkel er flygtet til udlandet

Den mistænkte gerningsmand ved et skuddrama tilbage i januar 2019 i landsbyen Plejelt ved Græsted er muligvis flygtet til udlandet. Tilbage i maj offentliggjorde politiet navn og billede på Mikkel Midtgaard Søder. Nu vil politiet gerne have ham eftersøgt internationalt, og derfor fremstilles han lørdag klokken 13 i grundlovsforhør in absentia.

"Det er en mulighed, at han befinder sig i udlandet, og hvis han skal efterlyses internationalt kræver det et grundlovsforhør," oplyser presseafdelingen i Nordsjællands Politi til Ugeposten, der også fortæller, at anklageren vil bede om at få dørene lukket til grundlovsforhøret.

Episoden i Plejelt skete i januar, hvor en 29-årig mand løb ind på en gård, hvor en kvinde var ved at læsse varer ud fra sin bil. Manden sagde "hjælp mig, hjælp mig" og satte sig ind i bilen og kørte væk. Derefter steg to mænd ud af en anden bil og skød efter den 29-årige. Politiet mener, at det var Mikkel Midtgaard Søder, der skød.

"Borgere der ser ham eller måtte have oplysninger om, hvor Mikkel Midtgaard Søder kan opholde sig, bedes omgående rette henvendelse til politiet på telefon 114," skrev politiet tilbage i maj i en pressemeddelelse, der også fortalte, at den formodede gerningsmand kan være farlig, og at man derfor ikke skal opsøge ham selv.

Publiceret 27 June 2019 00:00