Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Vil stoppe elev-flugt med vild plan: Lokal skole skal løsrive sig

Borgerne i Ramløse skal selv bestemme over Ramløse Skole. Så klart er budskabet fra et flertal af politikerne, der er klar til at lade Ramløse Skole løsrive sig fra Nordstjerneskolen. I stedet skal lokalbefolkningen fremover selv skræddersy det lokale sko


Ramløse Skole er i krise. Antallet af elever, der vender, skolen ryggen, er eksploderet de seneste år. Hvor det for fire år siden kun var 14 pct. af børnene i Ramløse skoledistrikt, der valgte en anden skole, har 40 pct. af børnene i byen vendt den lokale skole ryggen. Alene fra sommerferien frem til i dag er næsten 10 pct. at eleverne forsvundet fra skolen. Derfor er det sidste udkald, hvis stumperne af skolen skal reddes. Så klart er budskabet for formanden for børneudvalget i Gribskov Kommune, Trine Egetved (K).

Derfor har hun og tre lokale ildsjæle - Ingrid Dræby Pedersen fra Ramløse Lokalråd, Monica Sonne fra bestyrelse i Ramløse Børnehus og Maj Smedegaard fra Ramløse Idrætsforening - lagt hovederne i blød og virkelig grublet over, hvad man kan gøre for at vende udviklingen. Og de er kommet frem til en ret opsigtsvækkende løsning.


Det skal handle om Ramløse

Et politisk flertal bestående af De Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti vil lave et pilotprojekt på Ramløse Skole de næste fire år. Det betyder, at magten over Ramløse Skole føres tilbage til borgerne i Ramløse.

Båndene til Nordstjerneskolen i Helsinge skal kappes helt. Og i stedet skal lokalbefolkningen i fremtiden selv bestemme, hvordan det lokale skoletilbud skal se ud. Det kan eksempelvis betyde et farvel til den udskældte ordning med rullende skolestart, et tættere samarbejde med de lokale idrætsforeninger eller kortere skoledage.

“I Ramløse skal det handle om Ramløse. Derfor er vi nødt til at gøre noget nu. Den skolestruktur, der blev lavet i sidste valgperiode, har man ikke købt i Ramløse. Det kan godt være, at andre mener, det er den rigtige. Men vi kan bare se, at det ikke fungerer i Ramløse. Forældrene vælger andre tilbud. Og hvis ikke vi gør noget nu, er vi bange for, at det er for sent. Hvis den her udvikling fortsætter, går der ikke særlig lang tid, før der ikke er nogen skole derude,” siger Trine Egetved og fortsætter:

“Hvis forældrene bliver ved med at fravælge skolen, så lukker den sig selv. Er det 30 børn, kan det hverken hænge sammen fagligt eller økonomisk. Use it or loose it, som én skrev.”

Rent formelt vil pilotprojektet betyde, at Ramløse Skole får en ny skoleleder, der refererer direkte til centerchefen for skoleområdet i Gribskov Kommune - og ikke til lederen af Nordstjerneskolen, Peter Brixen, som i dag. Dermed vil man i Ramløse også nemmere kunne skræddersy skoletilbuddet ud fra de lokale ønsker og behov. Og den beslutning vækker stor glæde hos Ingrid Dræby Pedersen, formand for Ramløse Lokalråd.


Skal have ny skoleleder

“Sidste år havde vi en kamp om at beholde en lokal leder i Ramløse Børnehus - for vi synes, det er rigtig vigtigt for den lokale identitet, at lederne rent faktisk sidder i Ramløse. Det gælder også på skolerne. I dag sidder ledelse for langt væk,” siger hun og fortæller, at den nuværende struktur, hvor Ramløse Skole har hørt under Nordstjerneskolen, har gjort, at ingen rigtig har været opmærksomme på, hvor slemt det egentlig stod til i Ramløse.

“I efteråret bad vi administrationen om at komme med tal over, hvordan udviklingen har været, siden man blev lagt sammen med Nordstjerneskolen. Der er mange historier, men hvad er fakta? Vi blev mere og mere bekymret, da vi fik tallene. Vi har holdt dialogmøder med administrationen, forældrebestyrelsen og skoleledelsen. Og her gik det mere og mere op for os, at ingen har fokus på, at det går skidt i Ramløse. Det hele er slået sammen - og alle tal er filtret sammen i Nordstjerneskolens tal. Så ingen har set på, hvordan det reelt står til i Ramløse. Før nu. Nu har vi rejst problemstilingen og forsøger at komme med nogle bud på, hvad vi mener, der skal til for at vende udviklingen.”


Er ikke blevet hørt

Samme besked kommer fra Monica Sonne, bestyrelsesmedlem i Ramløse Børnehus.

“Jeg tror, at mange ting på skolen er strandet på, at man har haft en fællesbestyrelse for hele Nordstjerneskolen. Det betyder, at os, der har siddet i nogle forældreråd på skolen i Ramløse, ikke er blevet hørt eller taget med på råd. Vi har siddet rigtig mange, der har forsøgt at få noget igennem, men vi har stødt hovedet mod muren,” siger hun og fortæller, at mens den rullende skolestart har skabt megen frustration i Ramløse, er man rigtig glade for den på Nordstjerneskolen i Helsinge. Derfor har man beholdt den. Og den slags hensyn behøver man altså ikke at tage i fremtiden, fordi Ramløse Skole nu bliver sin egen enhed.


Større lokal indfyldelse

Trine Egetved erkender, at det nye forslag er noget atypisk i forhold til den stigende centralisering, der sker inden for skoleområdet for tiden. Men hun mener, at det er den rigtige løsning i den svære situation, som Ramløse Skole står i.

“Ramløse lokalsamfund skal have større indflydelse på de tilbud, de giver til deres børn. Det vil vi gerne give det politiske råderum til. Vi tror bombesikkert på, at hvis skolen skal vende udviklingen, skal der tages et massivt lokalt ejerskab. Vi skal ikke sidde i børneudvalget og udtænke en masse mærkelige strategier i børneudvalget. Det skal ske lokalt,” siger hun.

Og en skolelukning vil ikke alene være et tab for børnefamilierne. Det vil ramme hele lokalsamfundet, mener Ingrid Dræby Pedersen.

“Det drejer som om samspillet i hele lokalsamfundet. Hvis man tager en af tingene ud af ligningen, falder det hele sammen,” siger hun og fortsætter:

“Hvis man har børn, er der nødt til at være dagtilbud i nærområdet. Det vil i første omgang sige vuggestue, dagpleje, børnehave, skole og fritidsklub. Hvis ikke vi har en skole, falder det hele fra hinanden. Hvis man begynder at gå i skole i Helsinge, vil de også gå til sport dér, fordi deres venner går der. Og så lukker idrætshallen. Sker det er der reelt ingen by, så er vi bare en udstykning i udkanten af Helsinge,” siger hun

Bliver pilotprojektet stemt igennem politisk, vil den nye ordning ifølge planen træde i kraft den 1. august.


Publiceret: 21. Marts 2017 06:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugeposten Gribskov

Annonce
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt