Bettina Stecher og vallaken Bonito. Foto: Jens Berg Thomsen
Bettina Stecher og vallaken Bonito. Foto: Jens Berg Thomsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ugepostens iværksætterserie: Hestene er blevet Bettinas levevej

Bettina Stecher skiftede fuldtidsjob ud med et liv som iværksætter, der behandler heste





Bettina Stecher
  • Sagde sit job op i november 2016 for at blive iværksætter. Inden da havde hun taget en halvanden år lang uddannelse som fysiurgisk hesteterapeut.
  • Uddannelsen samler tre områder: Massage, ledmobilisering og kraniosakralterapi. Hesten reagerer eksempelvis ved at smaske på det sidstnævnte.

“De står og gaber og smasker og skraber med hovene. Man kan se med det samme, at det virker.”

Ordene kommer fra Bettina Stecher, der bor i Gl. Annisse. For et halvt år siden havde hun fast job og dermed en fast løn, der gik ind den første i måneden. Nu er hun selvstændig efter halvandet år på skolebænken og behandling af mindst 75 heste under sin uddannelse. Hun kan nu kalde sig fysiurgisk hesteterapeut. Uddannelsen består af tre dele: Massage, ledmobilisering og så kraniosakralterapi. Sidstnævnte giver reaktionen fra hesten, der ganske rigtigt reagerer præcist som beskrevet, da Bettina Stecher giver en demonstration på sin hest Bonito.

“Det er et tryk på fem gram, og det påvirker kroppen helt vildt,” forklarer hestebehandleren.

“Jeg havde ingen forudsætninger for at behandle heste, udover at jeg elsker heste. Jeg har altid været en hestepige, og jeg fandt ud af, at også mange heste har problemer med deres krop lige som mennesker også har. Så jeg begyndte at søge på nettet for at finde uddannelser,” siger hun.


Kæmpe dyreelsker

Uddannelsen fandt hun i Hirtshals.

“Jeg er en kæmpe dyreelsker. Og jeg kunne se, at min egen hest havde problemer. Den kunne eksempelvis slå med hovedet, når jeg red på den. Og så havde jeg i baghovedet, at jeg gerne ville noget andet i mit arbejdsliv. Men jeg havde omvendt heller ikke troet, at det ville ske. Det er vildt for mig, at jeg er blevet selvstændig,” siger hun.

Efter en karriere i 18 år inden for kommunikation og marketing, mest inden for it-verdenen, havde hun lyst til at skifte spor.

“Jeg kunne mærke, jeg havde mistet gnisten lidt. Og det er en verden, der er fart på. For et års tid siden gik jeg ned med stress. Ikke alvorligt, det var bare overbelastning. Der tænkte jeg, at det kunne være godt at finde noget andet at lave. Det var nervepirrende at sige op, og for mig er det med økonomien det vigtigste. Nu er jeg så heldig, at vi sidder i det okay med vores hus, og min mand har en fornuftig løn. Ellers kunne det heller ikke lade sig gøre. Det var en fælles beslutning at sige op. Vi har børn, hus og to biler, så man er nødt til at være enig om det. Man er nødt til at regne på, om det kan lade sig gøre. Men tingene hang slet ikke sammen derhjemme,” siger Bettina Stecher.

De to børn på otte år og 13 år går til springgymnastik og skulle køres, og det er der blevet mere tid til nu i rollen som selvstændig.

“Jeg kan ikke opretholde den samme løn som før. Hvis jeg får flere kunder, så ja. Jeg får hele tiden nye kunder, og jeg mærker en stor interesse. Folk er opmærksomme på, at hvis de kræver noget af deres heste, er de nødt til at være opmærksomme på hestens krop. Professionelle sportsfolk får også massage, og hvad der ellers skal til. Det er det samme med heste. Og så er der mange, der gerne vil gøre noget godt for deres heste,” siger hun.

“Nogle gange er det fint med én behandling, men hvis der er ryghvirvler, der sidder fast, kan der godt være brug for flere gange. Men mange af mine kunder har jeg også en fast aftale med, eksempelvis en gang om måneden,” siger Bettina Stecher.

Kraniosakralterapi får hesten til at reagere - eksempelvis ved at smaske. Foto: Jens Berg Thomsen
Kraniosakralterapi får hesten til at reagere - eksempelvis ved at smaske. Foto: Jens Berg Thomsen

Har givet sig selv hele 2017

Foreløbigt skal livet som iværksætter prøves af for Bettina Stecher.

“Jeg har givet mig selv hele 2017, og så må jeg se, hvordan det går i slutningen af året,” siger hun.

Selvom der er andre, der har samme uddannelse, så er det relativt få, der arbejder med det samme som Bettina Stecher. Hun bruger sin baggrund fra sit tidligere job i det nye liv, fortæller hun.

“Jeg har arbejdet med marketing før, så jeg har en lille fordel i forhold til nogle af dem, jeg gik på hold med. Jeg har en Facebookside, for det er meget brugt inden for hesteverdenen. Man finder mange informationer og deler meget her. Og så har jeg aftaler med lokale rideklubber og er sponsor til nogle af deres stævner. Og så har jeg været ude og holde nogle foredrag. Stor hestemesse i Frederiksborgcentret i Hillerød. Jeg har også ringet rundt til nogle klubber og spurgt, om jeg måtte lave en gratis demonstration. Jeg er oppe imod nogle ret kendte behandlere. De har også været dygtige for at skabe sig et navn. Alt det er jeg ved at opbygge nu,” siger Bettina Stecher.

“Den her uddannelse samler det hele under ét. Jeg kan massere, lave kraniosakralterapi og jeg kan også arbejde med skelettet, hvis det sidder skævt eller noget sidder fastklemt. Der findes ikke så mange af min slags her i Nordsjælland. Der er nogle enkle, men nogle af dem med uddannelsen arbejder måske ikke med det, som jeg gør, fordi de har et job ved siden af,” siger Bettina Stecher.

Der kommer flere og flere kunder til, fortæller Bettina Stecher. Foto: Jens Berg Thomsen
Der kommer flere og flere kunder til, fortæller Bettina Stecher. Foto: Jens Berg Thomsen

Bettina Stecher har givet sig selv år 2017 til at prøve iværksætterlivet af. Foto: Jens Berg Thomsen
Bettina Stecher har givet sig selv år 2017 til at prøve iværksætterlivet af. Foto: Jens Berg Thomsen

Publiceret: 16. Maj 2017 08:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugeposten Gribskov

Fik du læst
ANNONCER
Se flere