I 50 år har Tove Lundbak ordnet kundernes hår i salonen i Helsinge. Og frisørgerningen har udviklet sig en del gennem årene, fortæller hun.
I 50 år har Tove Lundbak ordnet kundernes hår i salonen i Helsinge. Og frisørgerningen har udviklet sig en del gennem årene, fortæller hun.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Tove fejrer 50 års jubilæum som frisør: Så meget har frisurerne ændret sig gennem årene

På torsdag fejrer Tove Lundbak 50 års jubilæum i sin frisørsalon. Og gennem årene har den rutinerede klipper oplevet lidt af hvert




50 år. Så lang tid har Tove Lundbak klippet og ordnet håret på kunderne i sin salon på Rundinsvej 32 i Helsinge. Den 14. september bliver jubilæet fejret, når kunder og familie bliver inviteret til at komme forbi og markere dagen.

Som 70-årig har det ellers i nogle år ligget lige for, at Tove Lundbak skulle trække sig tilbage og nyde sit otium. Især fordi hun ikke længere er økonomisk afhængig af frisørjobbet. Men alligevel har hun aldrig rigtig overvejet at lukke salonen ned.


Har salonen i hjemmet

“Jeg siger altid, at jeg lukker til nytår. Men det sker aldrig. Det betyder meget, at jeg har salonen herhjemme hos mig selv. Hvis jeg skulle ned i en forretning, ville det være noget andet. Her kan jeg bare lige gå ind og tilbage igen,” siger hun og fortsætter:

“Det sociale betyder også meget for mig. Mange af mine kunder har jeg jo haft i mange år, så vi har altid meget at snakke om. Det er bare ren rygge for mig - og så er det nok også lidt sjovere, fordi jeg reelt ikke behøver at gøre det. Så nyder man det nok også mere.”

Der er ellers sket meget, siden Tove Lundbak blev uddannet i sin tid. Især nutidens frisurer har ændret sig markant.


Ældre får lyserødt hår

“Der er sket rigtig mange ændringer. Dengang jeg begyndte, skulle alle have frisurer med bølger og fald, ligesom Dronning Ingrid havde. Det er der ingen, der havde i dag.”

“Mange af de gamle damer i min egen alder bliver i dag også farvet lyserødhåret eller bordeux. Det er ikke lige mig. Jeg havde en kunde, der blev farvet mørkhåret, og så fik hun lavet lyse spidser. Og hun havde ikke særlig mange penge. Jeg spurgte, hvorfor hun blev ved. Hun havde det flotteste grå hår inden under. Nu takker hun mig for, at jeg fik overtalt hende til at gå væk fra at få det farvet. Jeg ville da gerne tjene de penge, men det her er bare pænere.”

Tove Lundbak har igennem alle 50 år samtidig holdt fast i ét helt bestemt ideal.

“Folk kommer og snakker og siger en hel masse. Jeg havde et par ældre damer, hvor den ene havde fundet en kæreste.

Så kom hendes veninde og spurgte, om hun stadig være sammen med ham fyren. Aner det ikke, sagde jeg bare. Jeg vidste alt, men det kom ikke ud af mig. Det skal ikke være en sladrebutik. Det folk siger til mig, bliver hos mig,” slutter hun.


Publiceret: 13. September 2017 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugeposten Gribskov

Fik du læst
ANNONCER
Se flere