Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Tiltrængt medvind: Godhavsdreng får menneskerettighedspris

Utrættelig kamp for retfærdighed udløser hæderspris til tidligere børnehjemsdreng

Af Siff Camilla Kingod


Den tidligere børnehjemsdreng, Poul-Erik Rasmussen, har kæmpet en utrættelig kamp for at skabe retfærdighed for de mange anbragte børn, der over tid har været udsat for omsorgssvigt. Nu hædres han og hans indsats med Menneskerettighedsprisen 2017, der uddeles den 1. december.Formand for Rådet for Menneskerettigheder, Søren Laursen begrunder i en pressemeddelelse valget af Godhavnsdrengen som prismodtager:

”Poul-Erik har med stort personligt mod været med til at sætte fokus på nogle af vores mest udsatte medborgere – nemlig anbragte børn, der udsættes for eller har været udsat for overgreb. Poul-Erik og Godhavnsdrengenes kamp er vigtig, fordi den handler om at understrege, at det er statens ansvar at sikre, at anbragte børn får en tryg barndom.” Søren Laursen udtaler endvidere:

”Selvom Godhavsdrengenes oplevelser ligger år tilbage, er diskussionen ikke mindre vigtig i dag. Vi ser desværre stadig eksempler på, at anbragte børn bliver udsat for myndighedssvigt.”


Kæmper for undskyldning

Poul-Erik Rasmussen var i perioden 1962-1965 anbragt på drengehjemmet Godhavn i nordsjælland. Her oplevede han og andre anbragte børn dagligt fysiske og psykiske overgreb.

Siden 2003 har Poul-Erik Rasmussen kæmpet for at få en undskyldning fra staten og en symbolsk erstatning for de overgreb, han og andre drenge oplevede på drengehjemmet.

For nylig afgjorde Østre Landsret, at sagen er forældet.

Poul-Erik Rasmussen opgiver ikke kampen for Godhavnsdrengene og alle andre anbragte børn:

”At få Menneskerettighedsprisen er så stort. Og det giver os et ekstra spark til at blive ved med at kæmpe for, at der bliver holdt øje med dem, man sætter til at passe på børnene, ” siger Poul-Erik Rasmussen i pressemeddelelsen.


Publiceret: 27. November 2017 14:26
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugeposten Gribskov

Bøger
Forsiden netop nu