Nordsjælland Håndbold er sikret endnu en sæson i mændenes bedste håndboldrække. Foto: Jan F. Stephan

Sejr og jubel: Nordsjælland Håndbold sikrede sig endnu en sæson i den bedste liga

Nordsjælland Håndbold slog Ribe-Esbjerg med 26-25 i Frederiksborgcentret onsdag aften og sikrede sig en plads i mændenes håndboldliga næste sæson

"Det blev en fantastisk aften i FrederiksborgCentret".

Sådan skriver Nordsjælland Håndbold om kampen onsdag aften, hvor klubben sikrede sig endnu en sæson i mændenes Håndboldliga med en sejr over Ribe-Esbjerg på 26-25. NH førte også ved 13-10 ved halvlegen.

Se fotograf Jan F. Stephans billeder fra kampen her i galleriet:

Dermed kunne fanzonen kaste de grønne guirlander, synge sejrssangen og fejre endnu i sæson i bedste liga.

Kampen startede ifølge klubbens kampreferat i et hurtigt tempo, og NH bragte sig foran både 1 og 2 mod 0, inden Ribe Esbjerg fik bolden i nettet bag Kristian Nøller Asmussen.

"Aftenens helt store spiller blev målmand Kristian Nøller Asmussen, som først lod sig skifte ud med 5 minutter igen.(...) En stor ros skal lyde til Nøller for den kæmpe indsats, han leverede i hele kampen. Han havde vel en redningsprocent på ca. 50%, flot gået af den lidt ældre herre. Han blev også velfortjent valgt til kampens spiller," skriver klubben på deres hjemmeside.

2. halvleg startede fortsat med NH i førertrøjen, og efter små 10 minutter var stillingen 18-14. Specielt Nøllers mange redninger gjorde ifølge klubben, at Esbjerg fortsat var bagud med 4-5 mål.

Spænding til det sidste

Men der var spænding til det sidste. For med små 10 minutter igen havde Ribe-Esbjerg indhentet NH’s føring, idet de nu kun var et mål bagud - 22-21. Ved stillingen 24-23 valgte træner Ian Marko Fog at skifte målmand til Mike Jensen, så Kristian Nøller Asmussen kunne få sig et velfortjent hvil på bænken. I slutminutterne fik Ribe-Esbjerg hele tiden scoret, så der kun var ét måls forskel.

Med 1½ minut igen havde Mike Jensen en feberredning, hvilket medførte, at NH på en kontra fik øget føringen til 26-24. Ribe-Esbjerg fik dog indhentet til stillingen 26-25, og Ian Marko Fog tog en time out for at få aftalt de sidste detaljer med kun få sekunder tilbage. Ribe-Esbjerg fik mulighed for at bringe sig á point med NH, men til stor jubel for hjemmeholdet og deres fans endte kampen altså 26-25.

Med det resultat er det lige meget, hvad de øvrige resultater bliver i nedrykningsspillet, for med NH’s fem point er de sikret ligastatus også i den kommende sæson.

Sidste kamp på lørdag

Fjerde og sidste kamp spilles på lørdag 27. april klokken 15 i Helsingør Hallen.

"Forhåbentlig bliver det en super kamp, hvor vi bl.a. også skal sige farvel til de 5–6 spillere, som forlader klubben. Så mød op og hyld spillere og ledere og ønsk dem god vind fremover," lyder det fra klubben.

Samtidig skal klubben her tage afsked med træner Ian Marco Fog.

Mdt

Fakta om kampen:

    Carl-Emil Haunstrup 6, heraf 1 på straffe, Nicolas Lundby 6, Andreas Nielsen og Aku Kreutzmann hver 4, Lasse Uth 3, Tobias Jørgensen, Dan Beck-Hansen og Kasper Kisum hver 1.

    Udvisninger: 2 til hver hold og derudover et rødt kort til Ribe-Esbjerg.

    Straffe: 5 til NH, hvoraf kun 2 blev udnyttet og 1 til Ribe Esbjerg

    Kampens spiller: Kristian Nøller Asmussen

    Tilskuere: 715

Publiceret 25 April 2019 09:55

SENESTE TV

Gå med 30 km ad Klosterruten

motion På lørdag 29. juni er det på med vandreskoene, hvis man vil med på en ca. 30 km lang vandretur på en del af Klosterruten. I spidsen går turlederne i Dansk Vandrelaug Hans Henrik Kleinert og Ingelise Kvorning.

"Vi starter i Esrum og går langs Esrum Sø gennem Gribskov, passerer Stjernen, der er centrum for de snorlige jagtveje, som Kong Christian den 5. anlagde, og fortsætter langs Store Grib Sø. Vi passerer Mor Grib's hule, kommer også forbi Æbelholt Kloster og slutter i Hillerød," fortæller de i en pressemeddelelse fra Dansk Vandrelaug.

Øvelser og små lege

Ud over at man får motion, vil der være forskellige indslag på turene som for eksempel 'Walk and Talk', særlige øvelser og små lege, hvor man bruger alle dele af kroppen, også hjerne og hjerte, og der vil være information om seværdigheder på turen.

Der bliver pauser undervejs til at nyde medbragt mad og drikke, inden turen slutter ved Hillerød station ca. kl. 16.30.

Turen starter kl. 9 ved Esrum skole, når bussen fra Saltum ankommer.

Det koster 30 kr. at deltage, hvis man ikke er medlem af Dansk Vandrelaug.

jesl