Gymnastikopvisning i Blistrup

Show Blistrup Gymnastikafdeling afholder sin årlige gymnastikopvisning i Blistrup Hallen søndag 7. april kl. 13-16, hvor 10 af foreningens mange hold med aktive gymnaster i alle aldre vil fremvise et flot show med noget af alt det, de har lært i den forløbne sæson.

Der vil blandt andet være Jumping Fitness med både børn og voksne, Zumba, Cross Dance, spring og rytmisk gymnastik for børn i alle aldre, og med både damer, herrer, piger og drenge på gulvet.

Alle er velkomne til at komme og se de flotte opvisningsshows, foreningens dygtige instruktører har indøvet med gymnasterne.

Der er fri entré, og vil man gerne støtte foreningen, kan man købe lodder, der vil blive solgt under hele opvisningen, og måske vinde en af de mange flotte sponsorgevinster.

Når sult og tørst melder sig, kan man tanke op i halcaféen Oasen, der ligeledes vil være åben hele dagen.

Vel mødt til en forrygende opvisningssøndag i Blistrup Hallen.

CV

Publiceret 05 April 2019 07:00

Amanda og Piazzolla i Tisvilde Bio

Film Så er der nye film på plakaten i Tisvilde Bio. En af dem er filmen 'Amanda'.

Den syvårige Amanda mister sin mor ved et terrorangreb i Paris. Det ændrer på alle måder hendes liv. Hendes onkel, David er lidt af en dagdriver og er løsansat i parkvæsenet. Han har et nært forhold til sin niece men slentrer ellers gennem livet på bedste beskub. En aften skal han mødes med sin kæreste og Amandas mor for at fejre hendes nyerhvervede kørekort. Han er som sædvanligt for sent på den. Da han ankommer er det utænkelige sket. Terrorens har stukket sit afskyelige fjæs frem.

David skal nu ud over chokket og tabet også tage vare på sin lille niece, men hvordan kommer de videre i livet og bringer håbet tilbage. Der er rørende scener i filmen, som når David i et forsøg på at glemme smider søsterens tandbørste ud. Amanda opdager helt sønderknust, at morens tandbørste er væk. Det er her i dagligdagens praktiske detaljer, at traumet slår igennem. Den slags detaljer blænder kameraerne normalt ned for, men her eksponeres savnet, så det gør ondt. Filmen vises 21., 22., 24. og 25. august klokken 20 samt 23. august klokken 15.

Dokumentar

'Piazzolla – The years of the Shark' er en dokumentarfilm om argentineren Astor Piazzolla (1921-1992). Han var et musikalsk geni, der formåede at forny tango-genren.

Filmen går tæt på manden og myten, og sammen med sønnen Daniel dykkes der ned i private lyd- og videooptagelser. Han var en af de største bandoneón-spillere i verden. Det er et instrument, der har meget tilfælles med harmonikaen. Han genopfandt tangoen som finkultur, der førte tangoen ind i koncertsalene. Den slags gjorde man ikke ustraffet. Tangoen var ikke længere en folkelig tilbedt dansemusik og nationalkultur, og befolkningen i hjemlandet Argentina var rasende. Han var slet og ret forræder. Dokumentaren vises 25. august klokken 16 og 28. august klokken 20.