Græsteds nye mountainbikebane er åben

Man kan sagtens bruge sin egen cykel, hvis den har brede dæk, inden man køber en dyr mountainbike

Af
Foto: Privat

mountainbike Banen blev brugt i stor stil, da der lørdag den 16. september var indvielse af den nye MTB-teknikbane i Græsted. På trods af at det var 90 procent af banen, der var færdig, forhindrede det ikke rytterne i at køre en tur på de dele af banen, der var færdige. Ifølge hjemmesiden ekstremsporten.dk består banen blandt andet af et 8-tals “pump track”, smalle træbroer, kørsel på sten og “flyouts”. “Især balance og svingteknik kommer på prøve på banen, og så er der selvfølgelig det tekniske i de mange forhindringer. Alligevel er banen langt fra kun for øvede mountainbikeryttere. Nybegyndere kan også sagtens køre på banen, da der er mange forskellige niveauer, og man på den måde sagtens kan udvikle sin teknik efterhånden som man bliver bedre og modigere,” skriver mediet. Formand for Græsted MTB Klaus Mortensen kunne byde velkommen, og det samme kunne formand for kultur- og idrætsudvalget i Gribskov Kommune Michael Bruun (V). Førstnævnte pointerer over for ekstremsporten.dk, at mange børn i forvejen har en cykel, der minder om en mountainbike, og at man sagtens kan bruge den og hjelm og beskyttelsesudstyr for at komme igang. En mountainbike kan godt koste mellem 5-25.000 kroner, og så kan man altid se, om sporten er noget for en på den måde, lød det fra formanden. jbt


Der blev lagt ud med regn, men efterhånden klarede det op.

Der blev lagt ud med regn, men efterhånden klarede det op.


Kultur- og fritidsudvalgsformand Michael Bruun var med til åbningen.

Kultur- og fritidsudvalgsformand Michael Bruun var med til åbningen.


Efterhånden klarede vejret lidt op på åbningsdagen.

Efterhånden klarede vejret lidt op på åbningsdagen.


90 procent af banen var klar til åbningen, og de manglende ti procent var ingen hindring i at bruge den.

90 procent af banen var klar til åbningen, og de manglende ti procent var ingen hindring i at bruge den.

Publiceret 03 October 2017 13:00

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV

Aktiv udstilling skudt i gang

Helsinge Bibliotek inviterede til reception i børnehøjde i anledningen af, at den aktivitetsinviterende udstilling ”Mørkebarnet” nu er klar til at blive taget i brug af kommunens 6-12 årige børn.

Udstillingen er skabt over Cecilie Ekens meget smukke og prisbelønnede billedbog ”Mørkebarnet”, der på poetisk vis fortæller om Mørkebarnet og Lysbarnet, der bor i samme have. Men mor og far vil ikke have Mørkebarnet ind i huset, fordi hun er trodsig og besværlig, de vil kun have det søde og milde Lysbarn.

Bogen er et kunstværk og rammer på smukkeste vis et emne, som både børn og voksne kender: menneskets lyse og mørke sider.

”Vi kan se, at udstillingen appellerer til børnene. Mange børn har allerede været forbi, mens vi har arbejdet med at klargøre udstillingen. Spontant involverer de sig i udstillingens emner: lys, mørke, svære følelser, symboler med mere” fortæller bibliotekets personale.

3.n og 3.p fra Nordstjerneskolen var sammen med deres lærere, Malene Linsaa og Stina Miller, som særlige gæster inviteret med til åbningsreceptionen. Helsinge Bibliotek fungerer som bibliotek og læringscenter for Nordstjerneskolen, så det var oplagt, at det var elever herfra, der fik mulighed for at være med til den festlige markering.

”Glæder I jer til at lære Mørkebarnet at kende” blev der spurgt. Man var ikke i tvivl om børnenes svar ud fra deres glade ”jaaahh”.

Vejleder Connie Trolle fortalte børnene, at udstillingen er hentet i Kolding, hvor den har stået i 3 måneder, og at den nu er i Helsinge helt frem til 30. august.

Bibliotekschef Vibeke Steen sørgede for at klippe den røde snor over, hvorefter børnene strømmede ind i udstillingen og gav sig god tid der. Klasselærer Malene Linsaa glædede sig over, at der er så megen appel i udstillingen, at børnene var rundt og prøve nogle af aktiviteterne, inden de som gode receptionsgæster stillede sig i kø for at smage de flotte ”Mørkebarns-kagepiger” , som var lavet i dagens anledning.

Vibeke Steen glæder sig over, at det er lykkedes Helsinge Bibliotek at få udstillingen til Gribskov Kommune. På nationalt plan er der lavet 10 børnebogsudstillinger som del af projektet ”Fang Fortællingen”, som er et samarbejde mellem landets biblioteker, Kulturstyrelsen og Nordea Fonden. Der er fokus på at styrke børns læselyst og fange deres interesse for de gode fortællinger.

Landsdækkende er der stor interesse for at låne udstillingerne, så Helsinge har været yderst heldig, idet biblioteket er vært for udstillingen ”Mørkebarnet” og i efteråret bliver det ”Kaskelotternes Sang”, der kommer til Gribskov Kommune.

Helsinge Bibliotek tilbyder oplæsning og undervisningsaktiviteter i forbindelse med udstillingen. Kommunens Skoler (indskolinger) har alle modtaget invitationer til at deltage. På nuværende tidspunkt er 7 klasser tilmeldt, men Connie Trolle håber, at flere klasser vil lægge vejen forbi og deltage i det særligt tilrettelagte undervisningsforløb.

Gisli