Helsinge Fodbold har pokalkamp mod 9. august mod HIK. Privatfoto

Helsinge Fodbold har pokalkamp mod 9. august mod HIK. Privatfoto

Sæsonoptakt:

Nyt håb trods nedrykning for Helsinge Fodbold

Ny trænerkonstellation er på plads for Helsinge Fodbold, der lægger ud med træningskampe op til pokalbrag i august

Det blev til en nedrykning for Helsinge Fodbold i slutningen af sidste sæson og dermed et farvel til Sjællandsserien. Men klubben hev en 4-1-sejr hjem i sidste kamp i pokalen, og det betyder, at holdet står over for 2.divisionsholdet HIK den 9. august i første runde af pokalturneringen.
Afslutningen på sæsonen giver “nyt håb”, skriver klubben i en pressemeddelelse om forberedelserne til næste sæson.
“Sommeropstarten er som altid hektisk, da der er få uger fra første træning til første turneringskamp – og endnu mindre tid i Helsinge Fodbolds tilfælde med tanke på pokalkampen mod HIK. I opstarten skal spillerne igennem fire træningskampe (og én pokalkamp) for netop at lære den nye spillestil under Peter Juul at kende, ligesom man som altid arbejder på at komme i den bedst mulige form,” lyder det fra klubben.

Nyt trænerteam

Ny cheftræner er Peter Juul Petersen, der har afløst Lasse Holm. Flemming Topp, der også før var en del af trænerteamet, er stadig med, også Benno Larsen er stadig at finde i teamet. Derudover er ”ny-tilkomne” Wissam Al-Sharkawi, tidligere U19-træner, med, skriver klubben.
“De første træningspas under Peter Juul gav flere af klubbens mest talentfulde U19-spillere - sågar også én U17-spiller - muligheden for at prøve kræfter med seniorfodbolden, og hvad der kræves af en førsteholdsspiller i Helsinge Fodbold,” skriver klubben.
Hvad angår truppen er Anders Blom tilbage for fulde udblæsninger, melder klubben. Mads Hocke har atter fået fodboldlysten tilbage, ligesom talentet Poul Falk er begyndt at røre på sig. Truppen ligner sig selv, hvilket giver positive forhåbninger for fremtiden.
Helsinge Fodbolds sæson 2017/18 starter lørdag den 22/7 med træning klokken 10.00 efterfulgt af frokost. Herefter trænes der som altid tirsdag og torsdag klokken 18.00. Nye spillere er som altid velkomne til at komme prøvetræne, skriver klubben.jbt

FAKTA
Kommende kampe
Helsinge Fodbolds træningskampe:
5. august mod Frederikssund
Pokalkamp hjemme mod HIK fra 2. Division, den 9. august.
10. august mod Farum
12. august mod Herstedøster
15. august mod Avedøre-2

Publiceret 09 July 2017 11:00

Amanda og Piazzolla i Tisvilde Bio

Film Så er der nye film på plakaten i Tisvilde Bio. En af dem er filmen 'Amanda'.

Den syvårige Amanda mister sin mor ved et terrorangreb i Paris. Det ændrer på alle måder hendes liv. Hendes onkel, David er lidt af en dagdriver og er løsansat i parkvæsenet. Han har et nært forhold til sin niece men slentrer ellers gennem livet på bedste beskub. En aften skal han mødes med sin kæreste og Amandas mor for at fejre hendes nyerhvervede kørekort. Han er som sædvanligt for sent på den. Da han ankommer er det utænkelige sket. Terrorens har stukket sit afskyelige fjæs frem.

David skal nu ud over chokket og tabet også tage vare på sin lille niece, men hvordan kommer de videre i livet og bringer håbet tilbage. Der er rørende scener i filmen, som når David i et forsøg på at glemme smider søsterens tandbørste ud. Amanda opdager helt sønderknust, at morens tandbørste er væk. Det er her i dagligdagens praktiske detaljer, at traumet slår igennem. Den slags detaljer blænder kameraerne normalt ned for, men her eksponeres savnet, så det gør ondt. Filmen vises 21., 22., 24. og 25. august klokken 20 samt 23. august klokken 15.

Dokumentar

'Piazzolla – The years of the Shark' er en dokumentarfilm om argentineren Astor Piazzolla (1921-1992). Han var et musikalsk geni, der formåede at forny tango-genren.

Filmen går tæt på manden og myten, og sammen med sønnen Daniel dykkes der ned i private lyd- og videooptagelser. Han var en af de største bandoneón-spillere i verden. Det er et instrument, der har meget tilfælles med harmonikaen. Han genopfandt tangoen som finkultur, der førte tangoen ind i koncertsalene. Den slags gjorde man ikke ustraffet. Tangoen var ikke længere en folkelig tilbedt dansemusik og nationalkultur, og befolkningen i hjemlandet Argentina var rasende. Han var slet og ret forræder. Dokumentaren vises 25. august klokken 16 og 28. august klokken 20.