DM i Military på lokalt ridecenter

Hestesportens svar på ironman kan opleves i weekenden på Søborggaard Ridecenter

Af
Jesper Gisli

På fredag d. 7. juli går det løs, når der hen over weekenden afholdes DM i military for ponyer på Søborggaard Ridecenter.
Military er en gammel militær gren inden for ridesporten, som sætter ekvipagen på prøve i udholdenhed og mod. Den indledende gren er dressuren, der for DM pony rytterne starter fredag d. 7 juli kl. 12.00 – og lørdag d.8 juli går det løs med ridebanespringning, inden stævnet afsluttes med udholdenhed, der gennemføres som et terrænridt på op til 3 km. hvor 20 faste forhindringer passeres.
Der er tilmeldt 130 ekvipager, som starter i 13 forskellige klasser, helt fra de yngste ryttere der starter deres første stævne til landet dygtigste pony military ryttere.

Gode chancer for lokal succes

Søborggårds ryttere har selvfølgelig flittigt trænet de tre discipliner og klubben ser gode muligheder for at mindst en af de lokale ekvipager placerer sig med en top 3 placering, lyder det i en pressemeddelelse fra Søborggaard Ridecenter.
Forældre og lokale frivillige har brugt vinteren og foråret til, at forberede og udvikle nye udfordringer med mange nye terrænspring – og klubben glæder sig derfor til, at byde såvel egne som udefrakommende ryttere velkommen til stævnet.
Især terrænridtet er seværdigt og klubben håber at mange vil tage en udflugt til Søborg og tilbringe nogle hyggelige timer i den skønne natur omkring Søborg slotsruin, hvor man kan nyde en kop kaffe mm, mens man kan se Danmarks allerbedste ponyryttere inden for Military
Stævnet finder sted på Søborggård Rideklub, Søborggårdsvej 60, hvor der er gratis adgang og alle er meget velkommen, oplyser arrangørerne.

Landets bedste Military-ryttere samles i Søborg i weekenden. Arkivfoto.

Landets bedste Military-ryttere samles i Søborg i weekenden. Arkivfoto.

Publiceret 03 July 2017 06:45

SENESTE TV