Tim Falck Weber er ’årets energibundt’. Pressefoto

Tim Falck Weber er ’årets energibundt’. Pressefoto

Lokal løbeentusiast sender klubkammerater til Madrid

Tim Falck Weber fik en pris og sender 50 løbere på træningstur i Spanien

Tim Falck Weber er sikkert en populær mand i orienteringsklubben Tisvilde Hegn OK, hvor han også er ungdoms- og elitetræner. I januar modtog han titlen som 'årets energibundt' på scenen til DR's SPORT 2016, og nu kommer noget af den pengepræmie, han modtog, til at dryppe på medlemmerne i klubben.
Tim Falck Weber modtog selv 25.000, mens klubben fik 50.000 kroner ved prisuddelingen, der blev uddelt af Dansk Idrætsforbund og DONG Energy til en frivillig, som med en særlig indsats og stort engagement bidrager til sammenholdet i sin idrætsforening.
”Til efteråret bruger vi nogle af pengene, som fulgte med prisen, på at sende 50 medlemmer af klubben på en træningstur til Madrid. Her har vi mulighed for at løbe stenet terræn, der er lavninger i landskabet og temperaturen dernede er god i uge 42. Det er perfekte forhold,” siger Tim Falck Weber i en pressemeddelelse.
Han kommer selv til at arrangere turen til Sydeuropa.
”For min del af prisen som Årets Energibundt købte jeg en billet til New Zealand for at kunne løbe Veteran-VM. Flere løbere fra Tisvilde Hegn OK var med – blandt andet Keld Johansen, som vandt guld på sprint - så det var en fantastisk oplevelse. At jeg så gik hen og blev nummer fem på langdistance-disciplinen, som blev løbet i de new zealandske skove, toppede en uforglemmelig tur,” siger Tim Falck Weber i pressemeddelelsen.jbt

Publiceret 21 June 2017 04:00

Amanda og Piazzolla i Tisvilde Bio

Film Så er der nye film på plakaten i Tisvilde Bio. En af dem er filmen 'Amanda'.

Den syvårige Amanda mister sin mor ved et terrorangreb i Paris. Det ændrer på alle måder hendes liv. Hendes onkel, David er lidt af en dagdriver og er løsansat i parkvæsenet. Han har et nært forhold til sin niece men slentrer ellers gennem livet på bedste beskub. En aften skal han mødes med sin kæreste og Amandas mor for at fejre hendes nyerhvervede kørekort. Han er som sædvanligt for sent på den. Da han ankommer er det utænkelige sket. Terrorens har stukket sit afskyelige fjæs frem.

David skal nu ud over chokket og tabet også tage vare på sin lille niece, men hvordan kommer de videre i livet og bringer håbet tilbage. Der er rørende scener i filmen, som når David i et forsøg på at glemme smider søsterens tandbørste ud. Amanda opdager helt sønderknust, at morens tandbørste er væk. Det er her i dagligdagens praktiske detaljer, at traumet slår igennem. Den slags detaljer blænder kameraerne normalt ned for, men her eksponeres savnet, så det gør ondt. Filmen vises 21., 22., 24. og 25. august klokken 20 samt 23. august klokken 15.

Dokumentar

'Piazzolla – The years of the Shark' er en dokumentarfilm om argentineren Astor Piazzolla (1921-1992). Han var et musikalsk geni, der formåede at forny tango-genren.

Filmen går tæt på manden og myten, og sammen med sønnen Daniel dykkes der ned i private lyd- og videooptagelser. Han var en af de største bandoneón-spillere i verden. Det er et instrument, der har meget tilfælles med harmonikaen. Han genopfandt tangoen som finkultur, der førte tangoen ind i koncertsalene. Den slags gjorde man ikke ustraffet. Tangoen var ikke længere en folkelig tilbedt dansemusik og nationalkultur, og befolkningen i hjemlandet Argentina var rasende. Han var slet og ret forræder. Dokumentaren vises 25. august klokken 16 og 28. august klokken 20.