Sonja Agergaard (tv) har sammen med sin mand åbnet en skobutik i Helsinge. Den vil i hverdagen blandt andet blive passet af disse kvinder. Foto: Jan F. Stephan
Sonja Agergaard (tv) har sammen med sin mand åbnet en skobutik i Helsinge. Den vil i hverdagen blandt andet blive passet af disse kvinder. Foto: Jan F. Stephan
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Skobutik åbnet i gågaden

Olav og Sonja Agergaard har åbnet en ny skobutik i Helsinge - og her vil de forsøge at gøre tingene lidt anderledes for at holde gang i butikslivet



VELKOMMEN En ny skobutik. Det var, hvad der i torsdags åbnede i Helsinge. Skoringen er åbnet i gågaden i de lokaler, hvor Skomagasinet tidligere lå. Og de nye indehavere er faktisk to kendte ansigter i byen. Der er tale om ægteparret Olav og Sonja Agergaard.

Udover skobutikken i Helsinge har de også skobutikker i Frederiksværk og Stenløse - og købet af butikken i Østergade har været undervejs i noget tid.

“Butikken i Helsinge har faktisk ligget lige til højrebenet i mange år. Vi købte jo Gurli og Leifs butik i Frederiksværk (de tidligere ejere, red.) og lavede også en aftale med dem om at overtage butikken i Helsinge, når de ikke gad mere. Det har så taget lidt længere tid end ventet. Så vi købte også en butik i Stenløse i mellemtiden,” siger Olav Agergaard og fortæller, at Helsinge ikke er nyt land for ham eller hans hustru.

“Vi har en tilknytning til Helsinge. Vi arbejdede begge i Imerco i opgangstiderne - og havde nogle spændende år dér,” siger han og bliver bakket op af Sonja Agergaard.

“Og så har jeg jo været model for HL-mode til den store modeopvisning i Helsinge i mange år. Så vi kender rigtig mange.”


Specialbutikker i Helsinge

Overtagelsen af skobutikken falder sammen med, at formanden for plan- og miljøudvalget i Gribskov Jesper Behrensdorff (K) i Ugeposten i sidste uge tændte op under debatten om butikslivet i Helsinge. Især hvad man kan gøre for at holde på kunderne. Og Olav og Sonja Agergaard erkender, at især Hillerød trækker folk til. Men alligevel mener de, at der stadig er brug for en lokal skobutik.

“Det er klart, at Hillerød er en magnet. Det er jo den vej, mange tager. Men en by af Helsinges størrelse bør have specialbutikker. Det skal der være kunder til,” siger Sonja Agergaard og bliver suppleret af sin mand.

“Hvis man ser på et kort over Sjælland, ligger Helsinge jo i et smørhul. Der er et godt stykke til de store byer. Så der er en masse potentielle kunder - også med alle sommerhusgæsterne. Og der er jo ingen grund til at tage til Hillerød - de har alligevel næsten de samme varer som os. Så vi synes, der er brug for en lokal skobutik. Det handler om at gøre det hele spændende og gøre tingene lidt anderledes,” siger han.

Og netop det med at gøre tingene lidt anderledes vil kunderne kunne mærke i butikken.

“Vi prøver at skabe en god stemning i vores butikker - og sørge for, der er lidt gang i gaden. Stemningen er bare super-vigtig, når man kommer ind i en butik. Og der hjælper det også, hvis os i butikken har det smadder-skægt,” siger Sonja Agergaard.


Publiceret: 13. Marts 2017 16:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugeposten Gribskov

Fik du læst
ANNONCER
Se flere