Karl Erik Frederiksen fra Frederiksborg Amts Avis under præsentationen af 'Gribskov Kanon 2017'. (Fotos: Jan F. Stephan)
Karl Erik Frederiksen fra Frederiksborg Amts Avis under præsentationen af 'Gribskov Kanon 2017'. (Fotos: Jan F. Stephan)
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Så er den her endelig: Gribskovs kanon blev fyret af

Kommunens 10 særkendetegn præsenteret som 'Gribskov Kanon 2017'


KANON Frederiksborg Amts Avis og Ugeposten kunne søndag overrække de to avisers gave til Gribskov Kommunes borgmester, Kim Valentin, i anledning af kommunens 10 års fødselsdag.

Forinden havde de to avisers redaktører sammen afsløret de 10 ting der nu udgør 'Gribskov Kanon', og som er en hyldest til kommunens mangfoldighed og fællesskab, som lokalredaktør Karl Erik Frederiksen fra Frederiksborg Amts Avis sagde i velkomsttalen til arrangementet i Kulturhavn Gilleleje.

'Gribskov Kanon 2017' kan fås ved henvendelse på en af de to avisers redaktioner i Helsinge, og snart på biblioteker, caféer, restauranter og andre relevante offentlige steder i kommunen.


Følgende udgør Gribskov Kanon 2017:

CIRKUS KANUTSKI

Det vrimler med børn og unge, der bruger deres fritid på at glæde andre børn såvel som voksne med deres underholdning. Cirkus Kanutski er første stop på vej mod en karriere eller en ungdom med selvværd og udstråling. De fortsætter i ungdomscentrenes musicals og dramahold, i teatergrupperne Dramaterne og Ramløse Scenen samt i øvecontainerne. Nogle når videre til det Kongelige Teater – og måske til Orange Scene.

DET VÅDE FÅR

Fødevareproducenter af en hver art producerer lækkerier for smagsløg og giver fastboende og turister gode kulinariske oplevelser. I Gribskov produceres alt til et veldækket bord. Produktionen og nydelsen af lokale fødevarer er i sin vorden. Det Våde Får er den lokale øl med smag af såvel gode råvarer og håndværk som ildsjæle og iværksætteri.

ESRUM KLOSTER

Det var munkene, der byggede klosteret, som nu er den naturlige indgang til nationalpark Kongernes Nordsjælland. Tæt på klosteret findes Danmarks reneste sø, Esrum Sø, som pramdragernes kanalsystem forbinder med Øresund. Middelalderens historie sætter præg på landskabet med ruiner fra slotte og herregårde i Asserbo og i Søborg samt de mange sognekirker.

GRISEN

Toget er med til at fastholde Gribskov som en del af Hovedstadsregionen. Det sørger for, at tusindvis af mennesker kan komme til og fra arbejde, eller for at faste feriegæster kan komme frem til deres sommerhus sikkert og billigt. Grisens stationer er de naturlige knudepunkter for buslinjer, der binder Gribskov sammen på kryds og tværs.

GRÆSTED REVY

Hver sommer får revyen sat Gribskov på landkortet. Fra nær og fjern møder publikum op for at lade sig underholde af professionelle skuespillere og musikere i en hyggelig krostemning. Græsted Kro giver næring til en by, som også nyder godt af aktive frivillige, der tiltrækker publikum til en stor eventplads med veterantræf og -tog, nostalgi og store arrangementer.

MUSIK I LEJET

Danmarks bedste festival, hvor alt går op i en højere enhed af musik, fest, sanser og den smukke solnedgang på stranden i Tisvildeleje. De mange mennesker, der tiltrækkes af den gode musik og stemning om sommeren på stranden, eller i byerne, ved Bakkefesten og andre store fester – samt serien af koncerter i de 13 kirker - giver grobund for et rigt kulturliv, der lever videre, når sommerens mange gæster er taget hjem.

STAFET FOR LIVET

Hvis alle blev hjemme og passede sig selv, ville Gribskov være et fattigt sted at bo i og besøge. Vi møder de frivillige i biograferne, i idrætsforeningerne, på museerne, i frivilligcentrenes mødegrupper, i humanitære organisationer og for eksempel i Stafet For Livet. At arbejde som frivillig er at yde hjælp til selvhjælp.

SILDEMAD PÅ GILLELEJE HAVN

En sildemad på lokalt brød, og med lokale drikkevarer i glassene kan nydes på en af havnens hyggelige restauranter, der ligger side om side med kuttere og det aktive fiskerierhverv, der altid har kendetegnet Gilleleje. Alt godt fra havet giver smag på Gilleleje og er indgangen til den sjællandske riviera samt en kulturhavn, der forbinder havnen med byens handelsgader.

SPRINGHALLEN

Springhallen i Helsinge – en af kronjuvelerne i Gribskovs idrætsliv - giver gymnaster fra hele Gribskov perfekte rammer for at dyrke deres idræt. Et symbol på et idrætsliv med bredde og elite. Her trives motionister, der får sved på panden i lokale sportshaller og idrætsanlæg, samt unge talenter, som Gribskov Elite og Talentudvikling hjælper med at komme øverst på medaljeskamlerne i ind- og udland.

TISVILDE HEGN

Et stort naturområde med stor biodiversitet, midt mellem rivieraens lange sandstrand og Danmarks største sø Arresø. Tilstødende våd- områder gør det til et eldorado for fugle, vildt og sjældne planter samt de mange mennesker, der vil nyde synet af dem. Området giver den perfekte ramme for skovture med familien og motionister, der nyder udfordringerne i det varierede terræn.

Gribskovs helt egen kanon kan afhentes på Frederiksborg Amts Avis og Ugeposten - og snart mange andre steder. Helt gratis.
Gribskovs helt egen kanon kan afhentes på Frederiksborg Amts Avis og Ugeposten - og snart mange andre steder. Helt gratis.

Rikke Njust, Jacqueline Godske, Poul Carlsen, Helena Hauge og Casper Milton repræsenterede dommerpanelet ved søndagens præsentation af 'Gribskov Kanon 2017'. Niels Worm, Frederikke Lynæs Strand samt de to avisers redaktører var de øvrige medlemmer af dommerpanelet.
Rikke Njust, Jacqueline Godske, Poul Carlsen, Helena Hauge og Casper Milton repræsenterede dommerpanelet ved søndagens præsentation af 'Gribskov Kanon 2017'. Niels Worm, Frederikke Lynæs Strand samt de to avisers redaktører var de øvrige medlemmer af dommerpanelet.

Publiceret: 02. Januar 2017 15:18
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugeposten Gribskov

Annonce
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt