De 5.000 kvadratmeter af Kulturhavnens første etape er nu ved at få tag og ydermure på, så det kan genkendes på projektets tegninger. Foto: Bjarne Castella

De 5.000 kvadratmeter af Kulturhavnens første etape er nu ved at få tag og ydermure på, så det kan genkendes på projektets tegninger. Foto: Bjarne Castella

Masser af succes for Kulturhavn

Byggeri. Kulturhavnen kommer i tidsmæssigt i mål med første fase af byggeriet

Af
Af Bjarne Castella

GILLELEJE: Gillelejes anden havn, det storstilede projekt Kulturhavnen, kører uden slinger efter planerne og åbningen af første etape meldes nu klar til åbning midt i august i samklang med afslutningen på skolernes og andres sommerferier.
”Fakta, Irma, Nordea og lægehuset åbner medio august og derudover har vi lige indgået lejekontrakt med tandlægehuset Praksis, som også flytter ind i Kulturhavnens første etape,” siger udviklingsdirektør Peter Søgaard fra firmaet Innovater, som er tovholder på det store projekts første etape, hvor man ved selvsyn her på de to billeder kan se, at projektet er ved at være i havn.
Det store projekt har skam også haft sine fødsels- og børnesygdomme, der mest markant var store forsinkelser ved udgravningerne til første etape, fordi Gillelejes fjerne fortid blev blotlagt og krævede arkæologiske undersøgelser.

Overraskende boligsalg

I projektets første etape indgår seks virkelig spændende luksuslejligheder med fantastisk udsigt over den gamle by og havn fra især de tre øverste, men mange spåede, at salget af dem måske kunne blive lidt træls, når man tog det aktuelle boligmarked i betragtning, hvor køberne jo ikke ligefrem flår boligerne fra ejendomsmæglerne.
”Men her vil jeg fremhæve, at det har været meget overraskende for os med disse boliger, som jo endnu kun er bare mure endnu, hvor tagdækningen er ved at blive lagt på etapens store hus,” fortsætter Peter Søgaard.
”For ca. et halvt år før indflytningen er alle seks boliger solgte - og det kan vi alle kun betegne som meget flot!”.
Og det hurtige boligsalg bliver jo ikke mindre overraskende af, at boligerne på under 100 kvadratmeter er solgt for over to millioner kroner pr. stk. med indflytning 1. oktober.
Boligerne er tegnet af Skovhus Arkitekterne med respekt for Gillelejes klassiske image, men med et moderne og tidsløst udtryk.

Sådan skal første etape se ud efter arkitekternes tegning, når det åbner i midten af august. Tegning Kulturhavnen

Sådan skal første etape se ud efter arkitekternes tegning, når det åbner i midten af august. Tegning Kulturhavnen

Butikker og læger

I Kulturhavnens første etape åbner Irma og Fakta ud mod Kystvejen.
Tilkomsten af et større dagligvareudbud i Gilleleje har været en målsætning for Kulturhavnen, som jo er et datterselskab af Super Brugsen i Gilleleje. Irma ligger i dag på Kulturhavns kommende 3. etape, hvor der efter planerne skal være en biograf.
Første etapes sundhedshus er med lægerne Claus Nyholm Jensen, Lene Uhrenholdt, Kjeld Egvad, Mette Mouritsen og Lars J Hansen. Sundhedscenteret vil også rumme kiropraktor, fysioterapeut, psykolog og tilsvarende fagområder.
Kulturhavnens tre etaper forventes at stå endelig opført i 2016 og lige nu tegner alt til, at planerne holdes til ug med kryds og slange. 2. etape skal omfatte bibliotek (som flyttes fra Pyramiden), biograf, musikscene & café og museum. Tredje etape bliver torvemarked og ejerboliger.

Publiceret 01 April 2014 09:57