Glenn Meyer forklarer en Arduinos anatomi for nogle af de unge, kodende pirater. Foto: Jan F. Stephan
Glenn Meyer forklarer en Arduinos anatomi for nogle af de unge, kodende pirater. Foto: Jan F. Stephan
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Pirater lærer at programmere

Der kan noteres maksimal succes for Coding Pirates, som holder til på biblioteket i Helsinge. Her lærer børn at komme bag teknologiens hemmeligheder





Helsinge: Python. Scratch. Arduino. ICSP. Interface. VCC. GND.

Begreberne er mange og fremmedartede for en lægmand, for hvem en computer blot er et brugsredskab - som bare skal fungere - når man overværer en aften med 20 Coding Pirates m/k på Helsinge Bibliotek.

Her lærer de hemmelighederne bag at lave deres egne små computerprogrammer ved at selv at kode dem. Det virker kompliceret, når man på skærmen ser det virvar af bogstaver og tal, som udgør den skjulte hjerne bag blandt andet spil og grafik.


Stemmestyring

Men det er der ifølge Karl Emil Kristiansen råd for.

"Det er en fordel at man er lidt god til engelsk og matematik, men ellers lærer man det", konkluderer den 11-årige dreng, som går i 5. klasse på Helsinge Realskole og hver tirsdag er en del af Coding Pirates på biblioteket.

"Jeg havde tidligere lært lidt om kodning hos en nabo, men min mor så en annonce på bibliotekets hjemmeside om Coding Pirates og spurgte, om ikke det var noget for mig", husker Karl Emil, som håber at kunne lære at lave spil og videoer til computeren.

"Det lyder også spændende, at vi måske vil kunne lave et program, som ved hjælp af stemmestyring vil kunne tænde og slukke en lampe", siger han.

Hans jævnaldrende partner in pirate crime Bastian Ole Hobbs fra Helsinge ser også frem til, hvad de får ud af Coding Pirates, når sæsonen er ovre.

"Min far interesserer sig også for den slags, så det bliver sjovt, når vi skal lave noget af det i virkeligheden", siger Bastian, som går på Hillerød Lille Skole.

"Vi kommer måske til at kunne lave en bevægelsessensor eller en lampe, der afgiver lys ligesom et fjernsyn, som kan sættes til, når man ikke er hjemme. Det bliver sjovt", siger han.

"Det er sjovt at give viden videre, og skægt at se, hvor kreative børnene er", siger John Bogard, med briller i panden. Foto: Jan F. Stephan

Lang venteliste

Coding Pirates, der er en del af de lokale Powerkids, er kommet til Gribskov som en af de første kommuner i landet. Projektet må siges at være blevet en øjeblikkelig succes, da de 20 pladser på holdet i Helsinge blev fyldt op i løbet af kort tid. Og der er venteliste.

Ikke nok med at stolene til børnene er blevet fyldt op. Også de voksne frivillige undervisere har det ikke været noget problem med at rekruttere. Fem mænd og en kvinde står klar til hver tirsdag at dele deres viden med børnene.

"Det er dejligt, at vi er så mange til at undervise, men vi vil gerne have flere. Der er jo børn på venteliste, så det ville være godt, hvis vi kunne etablere flere hold på benene i Græsted og Gilleleje", siger 57-årige John Bogard, som er en af de frivillige. Han er kemiingeniør og bruger ikke sine evner til at kode computerprogrammer på jobbet.


Sjovt tidsfordriv

"Jeg lærte først at bruge Python (hollandsk udviklet kodesprog, red.) for mindre end to år siden", fortæller han.

Hans søn på 12 år proklamerede, at når han bliver voksen, vil han være lige så rig som grundlæggeren af Microsoft, Bill Gates.

"Jeg sagde til ham, at hvis det skal lykkes for ham, blev han nødt til at lære at kode på computeren. Og da han på det tidspunkt alligevel gik hjemme under lærerkonflikten, gik vi i gang med undersøge, hvad det går ud på. Knægten er holdt op, men for mig blev det et sjovt tidsfordriv, som nu kan hjælpe børnene her", fortæller John Bogard, inden han læner sig ind over skulderen på et af børnene for at rette en stavefejl i Python-teksten.


Publiceret: 27. Januar 2015 07:15

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugeposten Gribskov

ANNONCER
Se flere