'Vi samler byen for børnenes skyld'

På fredag og lørdag løber årets børne-festival af stablen i Helsinge

Af
Jeppe Helkov

børnefest Så er det tid igen. Til årets børnefestival i Helsinge. Og igen i år vil der være underholdning for store og små.

"Vi har kortet festivalen lidt ned i år for at gøre den mere intens. Fredag er for institutionsbørnene, mens lørdagen som altid vil være fyldt op med dans, musik, sang, konkonkurrencer og leg. Og så kommer der også en kendt youtuber," siger Kamilla Barslund, formand for foreningen 'Helsinge - Danmarks bedste børneby'.

"Festivalen er for alle. Hvis man er teenager, kan man se noget lækkert hiphop-dans eller spise en god is. For institutionsbørnene er det bare at hive forældre og bedsteforældre under armen til en dag med popcorn, ballondyr og hygge. Der er bare masser af aktivitet i byen."

På programmet i år er derudover også de lokale MGP-deltagere, The Wave, der er ballonshow med Chris Panduro - og så er der også trylleshow med Trylleminister. Men ifølge Kamilla Barslund har arrangørerne i år prøvet at tænke lidt anderledes end tidligere.

"Vores fokus er altid at samle byen for børnenes skyld. Vi viser, at det godt kan være sjovt og spændende at være barn i Helsinge. Og her har vi altså meget andet end sportsfaciliteter. Vi vil vise, der også foregår en masse andet. Derfor kommer biblioteket blandt andet også. På den måde vil vi gerne få vist de lidt anderledes underholdningstilbud. Håbet er selvfølgelig, at børnefestivalen vil være med til at få børnene til at værdsætte byen ved at lave noget sjov. Det kan måske kan være med til at få dem til at flytte tilbage igen, når de om mange år er færdige med deres uddannelser inde i byen," siger Kamilla Barslund, der fortæller, at børnefestivalen i år også har mærket en ekstra stor opbaking fra Helsinges butikker.

"Det vil jeg gerne fremhæve. Det er virkelig dejligt at mærke, at så mange af butikkerne i år bakker op. Tidligere år har vi måttet kæmpe for at få dem med, men i år har de været på. Derfor vil der også ske ting rundt om i butikkerne."

Kamilla Barslund understreger samtidig, at 'Helsinge - Danmarks bedste børneby' er i en rivende udvikling. Det selvom mange stadig misforstår deres navn.

"Inden jeg blev en del af foreningen, troede jeg, at man var med i en konkurrence om at blive Danmarks bedste børneby. Det gør også, at mange stadig tror, at vi er en del af et kommunalt projekt. Men det er vi altså ikke. Det bliver drevet af frivillige, der gerne vil gøre noget godt for børnene. Og det synes jeg også, vi får gjort. Vi kan se, at vi vækker genlyd - også i de omkringliggende kommuner. Vi har blandt andet besøg fra Hundested og Helsingør til vores aquadisko. Så det går rigtig godt. Men vi er slet ikke færdige."

Derfor begynder arbejdet med at udarbejde nogle nye visioner for Helsinge børneby også snart.

"Til oktober har vi tænkt os at revurdere vores visionspakke. Det er otte år siden, vi lavede de nuværende. Nu er vi blevet klogere. Ikke at de tidligere er forældede, men der skal også være noget realisme i ens visioner. Sådan har jeg det bedste med at arbejde. Vi har plantet nogle gode frø, og det arbejde skal videreudvikles nu."

Du kan læse børnefestivalens fulde program på www.danmarksbedsteborneby.dk

Publiceret 12 September 2019 10:00