"Der har været god opbakning," siger gadekærforeningsformand Conny Nielsen. Foto: Jens Berg Thomsen

Optimisme i Helsinge: Vi glæder os!

Sommeren giver grobund for optimisme. Især nu hvor Helsinges centrum også får en opstramning

Af
Jens Berg Thomsen

sommer Fredagskoncerter, gadekærsdage, kulturnat og meget andet. Sommeren i Helsinge har budt på mange besøgende og handlende

"Der har været godt med turister, og borgerne her i byen har også bakket op. Der er en optimisme nu, hvor den gamle Superbest er blevet revet ned, og der er blevet åbent og lækkert i byen. Og så glæder vi os også rigtig meget til det nye boligbyggeri, der er på vej," siger Conny Nielsen.

"Vi har kunder, der synes, det er fantastisk at komme til Helsinge for at handle. De siger, at vi giver os god tid til vejledning og tager os tid til at tale i butikkerne," siger hun.

Fire fredagskoncerter har der været i Helsinge i år. Privatfoto

Fire fredagskoncerter har der været i Helsinge i år. Privatfoto

"Aktiviteterne i år har været for både børn og voksne, og det har været en fantastisk opbakning, vi har fået," siger Conny Nielsen og fortæller blandt andet om guldgraver-arrangementet.

"Vi forsøger at gøre byen attraktiv for børn og voksne. Vores erfaring er, at det trækker folk til, når vi afholder nogle aktiviteter. Vi kan se, at når vi laver noget, så kommer bedstemor og bedstefar. Det kan være guldgraveri, karruseller eller servering af slushice."

Gadekærforeningen har lagt vægt på sommerarrangementer i år i stedet for jul, hvor der i forvejen sker en masse.

Gadekærsdagene har budt på liggestole, foodtrucks og hygge. Privatfoto

Gadekærsdagene har budt på liggestole, foodtrucks og hygge. Privatfoto

"Vi har haft mange gæster. Der har været liggestole, og så har vi haft to unge mennesker til at spille og synge til gadekærdagene om lørdagen. De er senere blevet opdaget af talentspejdere og har været rundt omkring andre steder at spille. Det synes jeg er stærkt, at Helsinge kan sådan noget," siger Conny Nielsen.

Fredag den 30. august sluttede rækken af fredagskoncerter så med optræden af 'Elvis', som har det borgerlige navn Mike Colin Andersen.

Publiceret 08 September 2019 07:00