Gerda Thune Andersen er kvinden bag kunstværket 'Bølgen', der står i en rundkørsel i Gilleleje. Pressefoto.

Gerda Thune Andersen er kvinden bag kunstværket 'Bølgen', der står i en rundkørsel i Gilleleje. Pressefoto.

Gerda har lavet kunstværk i rundkørsel: 'Det var ikke svært at vælge et motiv'

I en rundkørsel i Gilleje har Triennale-kunstner plantet 100 pæle, malet dem ultramarineblå med en bølgende stribe sølv, som en kærlighedserklæring til bølgen

Af
Flemming Saugmann

Kunst Hele sit liv har hun boet ved vandet og kan ikke leve uden oplevelsen af bølgernes evigt skiftende nærvær som en medspiller i tilværelsens trommerum.

”Så det var ikke svært at vælge et motiv, da jeg blev tilbudt at deltage i Kunsttriennalen langs Nordkysten,” fortæller den 86-årige billedhugger Gerda Thune Andersen, da vi møder hende i familiens gamle kunstnergård i Tibirke.

”Selvfølgelig skulle det handle om min gamle kærlighed til vand, en idé der har rumlet i min fantasi i al den tid vi har boet ved vandet, om det så var det indiske ocean eller Vesterhavet, havet omkring Bornholm og Skagen eller hjemme ved Kattegat. Som på alle de andre af livets vandingssteder jeg har levet sammen med, har bølgen og havet også en særlig historisk betydning for Nordkysten og forbindes både med landskabet og kulturen.”

Indbegrebet af arv

Gerda Thune Andersen finder samtidig, at motivet i hendes kunstværk er indbegrebet af arv, som netop er temaet i Triennalen. For som hun med fagtende hænder og livsbekræftende tindrende øjne, billedhugger-mejsler ud i luften, så ”er også landskabet et resultat af langvarige geologiske processer, og overalt ses bølgeformen: i vandløbs bugtninger, sandstrandens former dannet af bølgernes slag mod kysten eller vindens leg med sandet på stranden. Søfart og fiskeri har gennem tiden forbundet menneskene og havet, men bølgerne har også taget sin pris med forlis og tab af menneskeliv. Alle, der bor ved havet, lever med denne arv.”

Men tilbage til rundkørslen og bølgeslaget inde i hovedet og fantasien. Hvordan laver man en bølge, illusionen af en bølgende bevægelse, ”for når den skulle placeres strategisk i rundkørslen ved Bonderupvej og Nakkehoved Strandvej i Gilleleje krævede det, at den blev oplevet på en ny måde, for den forandrer sig jo hele tiden,” siger Gerda Thune Andersen.

Gøre verden nuanceret

Selv er hun godt tilfreds med det færdige værk, der ikke kom til verden uden problemer, da højen i rundkørslen var bygget af masser af sten og affald, så der måtte flere brækkede bor til, før de mange stolper var placeret, så bølgerne fik lys og luft under rødderne.

”Undervejs blev det til mange positive hilsner fra bilisterne, selv om jeg naturligvis heller ikke slap for titler som husmorkunstner m.m. Men som jeg tit tænker på, så er det vel altid sådan, at jo mere kunst man ser, jo flere lag opdager man,” siger Gerda Thune Andersen: Og minder om, at ”god kunst kræver, at modtageren yder et stykke intellektuelt arbejde, hvad der også er med til at gøre verden mere nuanceret”.

Publiceret 23 August 2019 07:00