Sognepræst Helena Hauge (tv) inviterer sammen med Trine Norby (th) til en anderledes høstgudstjeneste. Foto: Lars Christiansen.

Sognepræst Helena Hauge (tv) inviterer sammen med Trine Norby (th) til en anderledes høstgudstjeneste. Foto: Lars Christiansen.

Kirke forvandles til blomstrende kornmark

Med kreativ hjælp fra Årstidens Blomster forvandles kirkerummet ved årets høstgudstjeneste til en blomstrende sansehave

Af
Flemming Saugmann

Kan man lave et rum fra det 11. århundrede om til en blomstrende kornmark?

Også det tror hun på, præsten i Helsinge Kirke, Helena Hauge, der tidligere har fået kirkegængerne til familiegudstjenesterne til at føle sig hensat til Noahs Ark, hvor kirken var ”befolket” af både lam, æsler, kameler eller høns.

”Men efter et inspirerende besøg med menigheden til en blomsterudstilling på Nivaagård fik jeg idéen: Hvorfor ikke forsøge også at trække naturen ind i kirken,” fortæller Helena Hauge.

Og hun havde ikke svært ved at få Trine Norby fra ”Årstidens blomster” ved Gadekæret i Helsinge til at tro det samme – og med på projektet. ”Straks jeg fortalte hende om i Helsinge kirke at binde historien sammen med nutidens høst med alle dens farver og dens stærke betydning for mennesker gennem tiden, var hun fyr og flamme.”

”Kunne jeg næsten være andet,” siger den storsmilende lokale bonde- og ”blomsterpige” fra Højelt. ”Det ramte jo bare noget dybt i mig og var en ægte kristen udfordring at få lov til at pynte kirken på en måde, så udsmykningen afspejlede den taknemmelighed, som vi mennesker alle føler, når ”Guds gaver” skal i hus.”

Så lige siden januar har det både dag og nat rumlet i hovedet på Trine Norby med skitser og idéer om, hvordan kirkerummet i Helsinge kirke i forbindelse med høstgudstjenesten 1. september kan omdannes til en sansehave. ”En have hvor synet, duften og lyden af en kirke, der står i fuld høstblomst med meterhøje neg, kornkirkegængere og kornskyer hængende ned fra lysekronerne, byder til andagt i dyb respekt for netop det allerhelligste. Naturen! Og så er der jo også noget dejligt livsbekræftende ved udfordringen at pynte kirken til ”fest” og ikke en kiste til begravelse.”

Kirken slår dørene op

Og lige nu er alle visioner ved at blive omsat til virkelighed i Helsinge kirke. Endda i flere dage. ”For mange, mange flere fortjener at opleve det kirkelige, kreative kunstværk i Helsinge kirke og i stilhed sidde og gå rundt og sanse, at troen kan udfolde sig mange steder, blandt andet i naturen, som for en stund flytter ind i det gamle kirkerum,” fortæller sognepræst Helena Hauge.

Derfor vil Helsinge kirke op til søndagens høstgudstjeneste være åben onsdag, torsdag og fredag fra kl. 10-15, ligesom der er aftenåbent om torsdagen fra kl. 19-22. ”Og skulle nogen få lyst til en guidet tur, melder jeg mig meget gerne, hvis ellers tiden passer, så bare ring på telefon 40402014,” lyder tilbuddet fra sognepræsten i Helsinge kirke.

Publiceret 22 August 2019 16:00