Rosé og havudsigt er to af de ting, der bliver budt på, når der bliver inviteret til Rosé i Lejet. Modelfoto.

Rosé og havudsigt er to af de ting, der bliver budt på, når der bliver inviteret til Rosé i Lejet. Modelfoto. lorabarra - stock.adobe.com

Ny rosé-festival i Tisvilde

En ny rosé-festival skal forlænge sommeren i Tisvildeleje

Af
Jeppe Helkov

sommervin Sommeren går på hæld. Og de lune sommerafteners forsvinden er samtidig også startskuddet til et drastisk fald i salget af én bestemt slags vin. Rosé-vinen. Men i Tisvilde vil man gerne slutte af med et brag. Derfor bliver der den 31. august inviteret til en helt ny rosé-festival, Rosé i Lejet.

På Tisvildeleje Strand kan man her smage på alskens forskellige slags rosé, lytte til jazz — og samtidig forkæle smagsløgene med noget god mad.

"Vi har taget fat i fire ting, der går rigtig godt i spænd. Rosé, en smuk strand og søde mennesker. Så tilføjer vi lidt god musik — og så mener jeg, vi har opskriften på en rigtig god dag," siger medarrangør Jens Christian Ellekilde om festivalen, der varer fra kl. 12-24.

I roséens tegn

"Det bliver meget nede på jorden med en scene lavet af paller, jazz fra Tisvilde Jazz Klub, et par madboder - og så er det ellers i roséens tegn, " fortsætter han.

Jens Christian Ellekilde fortæller samtidig, at der er gratis entré på festivalen.

"Det er gratis at komme ind. Tanken er, at det skal være for alle, der bare har lyst til at se nærmere eller smage på noget god rosévin. Har man lyst til at smage på noget rosé, kan man købe nogle glas. Ellers kan man også bare nyde stemningen," siger han.

Til Rosé i Lejet vil der samtidig være forskellige rosékategorier. Det er ifølge Jens Christian Ellekilde, der også ejer den lokale restaurant 'Kongernes', gjort for, at der skal være noget til alle.

"Der er forskellige produktkategorier alt efter, hvad man har lyst til at prøve. Man kan købe et enkelt glas og gå hjem igen. Eller man kan blive hængende og høre noget jazz og købe lidt mere. Man kan også gå all in og købe en billet til den helt store rosé-smagning, hvor der er fri leg, og man kan smage det hele. Spisningerne koster selvfølgelig penge, men det er frit for alle at droppe ind og ud," siger han og fortæller, at Rosé i Lejet også er et forsøg på at strække sommeren i feriebyen.

"Der har været så meget snak om, at der også skal ske noget i begyndelsen og slutningen af sommerperioden her i Tisvilde. Så synes jeg, det var oplagt at lave noget nu, inden sommeren slutter helt. Og så bliver der bare drukket ekstremt meget rosé i den her by. Lige så snart solen skinner, sælger vi det første glas. Omvendt sælger vi slet ikke noget om vinteren. Så det her er også en god måde at slutte sæsonen på," siger Jens Christian Ellekilde.

Frygter ikke regn

Men selvom rosé og lune sommeraftener hænger uløseligt sammen, går arrangørerne ikke og gruer for de kommende vejrudsigter.

"Man skal ikke lave events i Danmark, hvis man er bange for vejret. Så sover man ikke om natten. Nu har jeg selv lige været på Skanderborg, og det var den vådeste festival i mange år, men det var stadig lige sjovt. Nogle gange kan det faktisk være lidt sjovere, hvis der kommer en byge. Det skaber en anden intimitet, at man lige må rykke sammen."

"Samtidig har vi også nogle forskellige teltløsninger. Så det skal nok gå, selv hvis det bliver lidt regn."

Bæredygtighed

Rosé i Lejet prøver også at omfavne tidsånden, hvor bæredygtighed er blevet det helt store samtaleemne. Derfor er stort set alt også nedbrydeligt.

"Vi har ikke kunnet finde nogen løsning med skraldesækkene. Men ellers har vi prøvet at lave det hele meget organisk med naturtelte, træskilte og nedbrydelige engangsemballage. Selv alle glas er bioglas. Det er et vigtigt signal at sende på vores smukke strand, at vi ikke bare rydder op. Vi bruger også noget, der efterfølgende er nemt at omsætte til affald," siger Jens Christian Ellekilde.

Til Rosé i Lejet kan man blandt andet smage rosévin fra Ørby Vingård, Løgismose, Moët & Chandon og Michael Jepsen Vin.

Publiceret 21 August 2019 16:00